ogsaa for et af Gud særlig benaadet Folk, Rusland er for dem et helligt Rige; de øvrige Europæere er ikke stort bedre end Hedninger, Vantroende, som Tsarens Hærskarer er kaldede til at tugte og betvinge. Denne vilde Religiøsitet (Fanatisme) og trælsindede Underkastelse under Selvherskerens Vilje holdes oppe af Uvidenheden, thi der vaages med den største Strenghed over, at ingen Bøger, der kunde vække Folket til Eftertanke over dets Stilling og Ret som Mennesker, slipper ind i Landet eller trykkes der; ingen Rus tør rejse udenlands uden Kejserens Tilladelse, og Udlændinger, som opholder sig i Rusland, staar under den strengeste Opsigt af Politiet, der i Stilhed vogter paa deres Tale og Handling. Af hiin mørke Tro paa Ruslands guddommelige Kald kan vi ogsaa forklare os, hvorledes det gaar til, at den russiske Menigmand, som af Naturen er godslig, omgjængelig og ingenlunde krigslysten, kan blive et saa villigt Redskab for Herskerens Erobringsplaner. Denne Tro er det, som begejstrer ham til Kampen; Kejserens Vilje er ham nok, thi den er hans Samvittighed; og vi kan neppe tvivle paa, at den russiske Soldat, som med sit Helgenbillede paa Brystet drager ud for at kjæmpe mod fredelige Naboer, er forvisset om, at han gjør en Gud velbehagelig Gjerning. Derfor kalder heller aldrig Tsaren sit Folk til Kamp uden at minde det om, at det er det „hellige“ Ruslands Sag, som strides.
Vi saa ovenfor, hvorledes Rusland allerede i forrige Aarhundrede var naaet frem til to betydelige europæiske Farvande, Østersøen i Nord og det sorte Hav i Syd. Saa stort dette Fremskridt end var, er det dog kun at anse som et forberedende Skridt mod det Maal, Rusland stræber til. Thi det træffer sig saa, at begge disse Farvande er saagodtsom lukkede Have, idet Østersøen kun har Tilgang gjennem de snevre danske Sunde, og Sortehavet gjennem Strædet ved Dardanellerne og Bosporus. Saalænge disse
