Det er ikke stort mere end halvandet Aarhundrede siden det russiske Rige først fremstod som en af Europas Stormagter. Rusland havde rigtignok længe før dette Tidspunkt været et stort Rige, men det havde kun sjelden og i ringe Grad havt nogen Indflydelse paa det øvrige Europas Skjebne.
Men i 1689 fremstod der en Hersker, Peter den Første, under hvis virksomme Herredømme Rusland ligesom medeet begyndte at optræde med Kraft og Myndighed i det europæiske Statssamfund. Efterverdenen har kaldt ham den Store, og dette Navn kan han nok fortjene, forsaavidt som han var den Første, som skjønnede, hvad der især stod i Vejen for Udviklingen af Ruslands Magt, og med ihærdig Kraft søgte at rydde disse Hindringer tilside. Han havde i sin første Ungdom ved Omgang med Udlændinger faaet Øjnene op for, at det nok aldrig vilde blive til Noget med hans store Riges Magt og Anseelse i Verden, saalænge Russerne ikke var stort mere end Vilde. At indføre europæisk Kultur i Rusland blev nu det første Maal for hans Stræben. Rigtignok stod det ikke synderlig vel til med hans egen Dannelse; ja han var i Grunden ligesaa raa som sine egne Undersaatter, men han var af Naturen begavet med overlegne Aandsevner og havde – hvad der jo ikke sjelden findes hos raa Mennesker – en Følelse af Civilisationens Værd, og denne Civilisation vilde han nu tugte sine Russer til at antage. Hvorledes han ogsaa ved virksommere Midler, ved Oprettelsen af Højskoler og Handelens Fremme, søgte at naa dette Maal, vedkommer os ikke her, endnu mindre, hvorledes han – ofte med den
