haft Blodgang paa Toten 1819, og Kolera 1833–34 samt 1849, 50 og især 1853; men dette maa kaldes meget lidet i Forhold til tidligere Tider. Og saa fæl som Kolera end har vist sig sommesteds i Udlandet, saa har den dog langt fra voldt de Ødelæggelfer, som „Pesten“ gjorde de fore» gaaende Aarhundreder. Heller ikke har vor Tid været rig paa andre Ulykker; de vigtigste i Norge er Gruekirkens Brand 1822 (hvorved 113 Mennesker mistede Livet), stor Oversvømmelse i Østerdalen og Solør 1827 og i Gudbrandsdalen 1830 og 36, et Fjeldskred i Sogn 1811 (hvorved 49 Mennesker omkom og 10 skamferedes), et svært Jordfald i Stjørdalen 1807 og et mindre 1823 samt et Jordfald ved Tiller i Klæbu 1816 (hvorved 15 Mennesker omkom). Det største Folketab for Landet i senere Tider har været de bedrøvelige Udvandringer til Amerika, som dog nu er begyndt at minke.
Disse Optegnelser, ser jeg, er bleven længere, end jeg egentlig havde tænkt, da jeg begyndte paa dem; men jeg trøster mig med, at idetmindste Somme gjærne vil se saameget som muligt om Tilstanden i gamle Dage, ligesom jeg er vis paa, at vi aldrig kan kjende Fortiden for vel. Kjendte vi
og Mørket blev saa stort, at man maatte tænde Lys om Dagen), saa er det slettes ikke utroligt, hvad der fortælles, at Røgen udbredde sig over hele Europa, saa Solen fik en ildrød Let at se til, ligesom at Svovelstanken kunde mærkes paa Afrikas Nordkyst. Ellers havde man ogsaa haft Udbrud af Vesuv 1737 og især 79. – Store Kometer saaes 1718, 37, 50, 69 og især 1770; men den allerstørste viste sig 1744 (den var endog synlig om Dagen i klart Solskin). – Svære Dyrsygdomme ytrede sig i Holland 1713, 69, 70 og 81; i Finland 1744 og 57 samt forskjellige Steder 1745–50 (det sidste Aar blandt andet i Lifland og Norge) og 1761; ligeledes paa Island 1784. I 1717 døde endog Fugle, Fiske og Bier; i 1755 fandtes i de svenske Skoge mange Ulve og Ræve døde af „Skurv og Skab;“ i 1758 var der stor Sygdom blandt Rensdyrene.
