til Præster, Munke og Fattige. Giverne kalder sig stundom „syge paa Legemet men friske paa Vittet“ (Forstanden). Ogsaa Ærkebispen, Arne Vade, har i sit Testament bortgivet store Summer. Deraf sees tillige, at han endnu den 23de Septbr. 1349 var „hejl (frisk) baade paa Vittet og Legemet.“
Til Island skal ingen fæl Sygdom være kommen i denne Tid, men derimod halvhundrede Aar senere (nemlig 1402–4). Om denne Sot var aldeles af samme Slag som selve „Svartedauen“ paa Fastlandet, eller om det bare var en af dens mange Efterløbere, er ikke ret bekjendt. – Sortedøden i Norge gjorde ellers, at alt Samkvem mellem dette Rige og Island blev afbrudt, saalænge den stod paa. Dette gik saa vidt, at i mange islandske Sogne kunde ingen Altergang forrettes 1350 af Mangel paa Vin. – Det endnu fjærnere norske Landskab Grønland blev saagodtsom glemt, efterat Stordøden havde begyndt her hjemme. Pesten kom kanske ikke did; men i Aaret 1379 skal Normændene deroppe være bleven overfaldt af de Bilde (Skrællingerne eller Eskimoerne), hvorved 48 Mand blev dræbt og 2 Gutter taget til Fange. Og i det følgende Aarhundrede blev de aldeles udryddet paa lignende Vis. – Paa Færøerne og de andre Øer nord for Skotland, som da hørte Norge til, rasede derimod Pesten.
Paa et norsk Skib kom den herfra til det sydvestlige Sverrig, i hvilket Land den da herskede især i 1350,[1]
- ↑ Munkene i Sverrig (og Danmark) har gjort etslags latinsk Vers for at indprænte, at Sortedoden rasede især i Aaret MCCCL (det vil sige 1350). Verset lyder saaledes:
Rastrum tricrumbum spjutlongum maxima pestis,
eller ogsaa saaledes:
Rostrum tre Wurstum Spidlongum, tunc mala pestis.
De, der forstaar Latin, vil her se, hvilket underligt Kraakemaal den saakaldte „Munkelatin“ i Middelalderen var. Man brugte et og andet latinsk Ord, og forresten danske og
