land (altsaa under hin langvarige Regntid) og naadde London i November. I denne By skal af hele Folkemængden alene en Tiendedel (omtrent 14,000 Sjæle?) have beholdt Livet. Ogsaa der blev Kirkegaardene mer end fulde (alene paa en af dem begroves over 50,000 Mennesker), hvorfor en Herremand (Lord) Walter Manny kjøbte en særskilt stor Begravelsesplads, paa hvilken han ogsaa opførte en liden Kirke (et Kapel) og lønnede Præster, som daglig skulde læse Messer der. Endnu udpaa Vaarparten begroves i London daglig 200 Lig, og Sotten stansede ikke der før i August 1349. – I Skotland døde, saavidt man ved, to Trediedele af Indbyggerne; (en af de Bøger, jeg har for mig, siger dog bare en Trediedel).
Til Tyskland og Schweitz kom Sygdommen ligeledes 1348, dog først mod Slutten af Aaret. Man mener, at der døde omtrent en Fjerdedel af den hele tyske Folkemængde, (1,200,000 Mennesker?) og en Trediedel af den schweitzerske. Alene af tyske Barfodmunke regnede man 124,000 Døde.[1] I Wien skal paa en eneste Dag ikke mindre end 960 Mennesker have opgivet Aanden; i Westfalen var der tilsidst ikke Folk ilive, som vilde paatage sig at jorde de Døde; i Erfurt blev Kirkegaardene fulde, saa man maatte grave 11 store Gravhuller, hvori lagdes over 12,000 Lig. I Strasburg døde 16,000 Mennesker, og i den schweitzerske By Basel 12–14,000. – I Nederlandene skal Halvparten af Folkemængden have mistet Livet. – Ogsaa i Polen rasede den i Aaret 1349, og det saa hardt, at ikke stort mere end en Fjerdedel af Indbyggerne beholdt Livet.
Endnu værre synes den tildels at have raset i Nordtyskland. Did kom den kanske fra Danmark; ialfald fik den ikke ret Magt der førend i Aaret 1350. I endel af Holsten (Ditmarsken) blev knapt mere end Femtedelen af Folket ilive. I Lybek gik de Dødes Tal et Døgn op til
- ↑ Det kunde dog vel være muligt, at dette Tal ikke gjælder Tyskland alene men flere europæiske Lande tilsammen.
