ved at forvende Navnene for at faae dem til at passe til Dansken. Vi burde saaledes skrive: Einar, Steinar, Sveinung (ikke Ener, Stener og Svennung); ligesaa: Svein, Finn, Gunnar (ikke Svend, Find, Gunder); Ivar, Reidar, Aattar eller Ottar (ikke Iver, Reier og Otte eller Otto); ligesaa: Styrkaar (ikke Størker), Haakon (ikke Haagen) og Olav eller efter den gamle Form Olaf (og ikke Ole). – Fremdeles burde man holde sig til den gamle Form, naar den nuværende Afvigelse grunder sig kun paa en vis Magelighed eller Slaphed i Udtalen. Vi burde altsaa skrive: Tormod, Audun, Endrede (i Stedet for Tormo, Auen, Endre), Gyda eller idetmindste Gjøda (for Jøde eller Jøa), Trond, Eivind (for Tron og Even) Baard, Finngard (for Baar og Fingal), Helge, Berge (for Helje og Berje), Egel eller Egjel (for Eiel), Eiliv (for Ellef), Øyulv, Brynjulv, Tjostolv (for Øyel, Brynjel og Kjostel), hvorved er at mærke, at de sidste Navne ogsaa kunne skrives med „Ulf“ efter den gamle Maade. Dog maa man herved vogte sig for at blande forskjellige Navne sammen eller at bygge paa løse Gisninger, da det i saadanne Tilfælde er bedst at holde sig til Udtalen, saalænge som man ikke har Vished om noget rettere.
Endelig vilde det være godt, om man kunde komme til at skrive „Son“ og „Dotter“ efter Fadersnavnet (f. Ex. Einarson, Einarsdotter) i Stedet for Søn (eller “Sen“) og Datter. Thi Son og Dotter ere dog de rette gamle Former i Norsk saavelsom i Svensk, og det er ikke andre end Dansken, som har Søn og Datter. Ordet Son hedder ogsaa omtrent ligedan i Tydsk og Engelsk, og man kunde saaledes maaskee sige, at der er henimod en femti Millioner, som sige „Son“, men ikke stort over een Million Mennesker, som sige „Søn“. Men det er nok ogsaa Tilfældet med mange andre Ord, at den norsk Form kommer mindre overeens med den danske end med den Form, som bruges i andre og større Lande. Vi see altsaa, at man undertiden tager
