Hopp til innhold

Side:Folkevennen 1854.djvu/50

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
46

det paa Lyden, om Navnene ere norske eller ikke. Man indlader sig ikke paa at omskabe Mandsnavne til Kvindenavne; thi naar man vil opkalde en Mand, da bier man, til man faaer en Søn, som altsaa kan faae Navnet uforandret; og faaer man ingen Søn, saa lader man Opkaldelsen være. Fremdeles bruger man kun eet Navn til hvert Barn, og man behøver altsaa ikke at forvanske et Navn for at faae det til at klinge sammen med et andet. Kort sagt, Skikken er saaledes, som man kunde ønske, at den skulde være overalt[1].

Paa de Steder, hvor Navnene ere mest forvanskede, kunde man efterhaanden rette paa mangt og meget, naar man kun vilde, og man tillige vidste, hvad der var det rette. Slige forfuskede Navne som Gurina, Torina og Olina, kunde strax ved første Opkaldelse føres tilbage til Guri (Gudrid), Tora og Olava (eller Olov); slige som Aattina og Haakina kunde gjøres til Mandsnavne eller ogsaa udelukkes. Nye og fremmede Navne kunde udelukkes; gamle norske Navne kunde optages, og især saadanne, som før have været brugelige i Bygden og kun i den sidste Tid ere blevne tilsidesatte. Og dette bilde vel ikke heller falde saa særdeles vanskeligt. Thi paa de Steder, hvor fremmede Navne ere mest

  1. Den gamle Skik at opkalde sine Forældre først – er nok endnu nogenlunde almindelig og fortjener at vedligeholdes. Den første Søn af et Par Ægtefolk bliver opkaldet efter Mandens Fader, og den anden Søn efter Konens Fader; de to første Døttre blive ogsaa opkaldede efter sine Bedstemødre, og først naar Sønnerne eller Døttrene blive flere end to, blive andre Slægtninger opkaldede. Heraf kommer det, at man ofte kan kjende Slægterne fra hverandre paa deres Navne, og at Mændene paa en Gaard ofte igjennem lange Tider have baaret de samme Navne skifteviis, f. Ex. Olav Arneson og Arne Olavson. Dette vilde endnu oftere være Tilfældet, hvis det ikke saa tidt hændte, at den ældste Søn gik ud af Rækken enten ved en tidlig Død eller ved Bortflyttelse.