Skik, saavidt som den hverken er skadelig eller usømmelig. Det kan lære mangfoldige nye Kunster og Arbeidsmaader af et andet Folkeslag, men det behøver derfor ikke at lære dette Folkeslags hele Levemaade og Talemaade eller indføre denne i Stedet for sin egen; thi hvis Lærdommen virkelig er saa vigtig og nyttig, at hele Folket kan have godt af den, da lader den sig nok forlige med Folkets hjemlige Maal og Sæder. Dette er en stor Fordeel for de forskjellige Folk. For det første kan man undgaae den Vanskjæbne at omskabe sig, hver Gang man skal lære noget nyt; for det andet kan man have den Fornøielse, at man netop hævder og styrker det gamle ved det nye, som man lærer. Ligesom et sjeldent og simpelt Navn kan komme til Ære ved en udmærket Mand, som bærer dette Navn, saaledes kan og et simpelt gammelt Ord komme til Ære ved at bruges som en ny Betegnelse for en stor og ophøiet Tanke; – en Tone eller Melodie af et gammelt Bygde-Vers kan bruges til en ny og vakker Vise, som snart bliver bekjendt over hele Landet, en gammel Kunst, som bruges i en eller anden Afkrog, kan faae adskillige Forbedringer og siden blive almindelig bekjendt med alle de gamle og simple Navne, som dertil hører. Paa saadan Maade kan en ny Skik falde Folket naturlig og tækkelig. Naar derimod en ny Kunst eller Lærdom skal medføre en Omskabelse af Sproget og Levemaaden, da vil man for det første faae en dobbelt og mangfoldig Møie, som man vel kunde have undgaaet; dernæst vil man faae see en forfærdelig Mængde Fuskerier og en plump og utækkelig Adfærd i det Hele; og endelig vil man see en Strid eller Splittelse i Samfundet, da nemlig kun en liden Hob vil være istand til at fuldføre sin udvortes Omskabelse i nogen Hast, og denne Hob vil da indbilde sig at være bedre end de øvrige, hvilket snart vil vække Had og Misundelse fra den anden Side.
Der er den særdeles Dyd ved de gamle hjemlige Navne, at de passe til Folkets Tungemaal og indeholde saadanne
