Hopp til innhold

Side:Folkevennen 1854.djvu/41

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
37


Blandt de norske Navne lægge vi først Mærke til de korteste, som udgjøre et enkelt Ord og ikke ere sammensatte. Mange af disse have fuldkommen Lighed med et bekjendt Ord, saa at man deraf kan gjøre Slutninger om Navnenes Betydning i Almindelighed. Saadanne Navne ere: Dreng, Svein, Karl, Gjest, Bjørn, Hauk, Stein, Dag, Brand, Odd, Helge, Dyre, Fuse. Nogle kunne nu synes at være uforstaaelige, men lade sig dog forklare af et eller andet Ord i det gamle Sprog, f. Ex. Gunne og Hilda, af gamle Ord, som betyde Strid. Andre ere derimod meget vanskelige at forklare; men deres Forekomst i gamle Skrifter, saavelsom deres Form, viser dog, at de ere egentlig norske Navne. – Foruden de her omtalte gives der ogsaa nogle korte Navne, som sjelden eller aldrig bruges alene, men derimod ofte i Sammensætning med et foregaaende Ord. Saadanne Navne ere: Gjeir, Mod, Mund, Vald, Vard; Bjørg, Dis, Gjerd, Rid, Trud. Vor, og flere. Og ligesom der altsaa er visse Slutningsord, saaledes er der ogsaa visse Begyndelsesord eller Forstavelser, som sjelden eller aldrig staae alene, saasom: Arn (An), As, Ragn, Ve, Gunn, Her, Vig, Sig, Aud, Hall. Disse blive altsaa sammensatte med de før omtalte Slutningsord, ligesom ogsaa de øvrige korte eller enkelte Navne blive sammensatte med hinanden paa forskjellige Maader. – Der gives altsaa en stor Mængde sammensatte Navne, hvoraf vi her udvælge følgende til Exempler:

Mandsnavne, som gaae ud paa

bjørn: Asbjørn, Gunnbjørn, Torbjørn;

finn: Anfinn, Dagfinn, Steinfinn;

gjeir: Asgjeir, Hallgjeir, Torgjeir;

grim: Hallgrim, Steingrim, Torgrim;

kjell: Askjell, Hallkjell, Torkjell;

leik: Gunnleik, Herleik, Villeik;

mod: Hermod, Olmod, Tormod;

mund: Asmund, Hermund, Solmund;