have den rigeste Arv af det gamle Sprog, og som, med
Hensyn til ægte Folkedigtning og Sagn og Sæder, kunne
betragtes som Kjernen af Landet. I nogle af disse Egne,
især i Raabygdelaget og Tellemarken, have de norske Navne
en saa stor Overvægt, at de øvrige Navne kun udgjøre et
saare lidet Tal. I den nordligste Deel af Bergens Stift
er derimod en stor Deel fremmede Navne og mange Forvanskninger
indkomne, og noget lignende er nok ogsaa Tilfældet
i Trondhjems Stift. I Nordland synes, mærkeligt
nok, de bibelske Navne at være de overveiende, og især findes
der en usædvanlig Mængde af det gamle Testamente, hvoriblandt
mange, som sjelden eller aldrig stores paa andre Steder,
saasom Isak, Benjamin, Esekiel, Jeremias; Esther, Judith
og saa videre. I den nedre Deel af Agershuus Stift
eller de saakaldte Storbygder findes derimod en stor Tilblanding
af nyere fremmede Navne, som rimeligviis have udbredt
sig fra indflyttede Folk.
Naar man dernæst sammenligner det nuværende Navne-Forraad med det, som findes i de gamle Skrifter, da finder man, at endeel gamle Navne ere enten gaaede af Brug eller blevne sjeldne, medens derimod en stor Mængde fremmede Navne ere tilkomne. Mærkeligt nok seer det ud til, at de fleste af disse Forandringer maa være foregaaede i de sidste hundrede Aar. Der findes nemlig adskillige Navne-Lister[1]
- ↑ En temmelig stor Navne-Liste for Bergens Stift er at finde i E. Pontoppidans norske Glossarium eller Ord-Register (fra 1749). Blandt de ægte gamle Navne, som den indeholder, ere mange, som nu synes at være forældede, saasom Alvald, Andor, Arngrim, Audgrim, Finnved, Gjurd, Hall, Olmod, Sæfinn, Vemund; Anfrid, Angjerd, Angunn, Hallfrid, Hallgjerd, Torild, Torgjerd, Torgunn.
I Strøms Beskrivelse over Søndmør (fra 1762), i Wiel’s Beskrivelse over Ringerige (fra 1743) og i Wilse’s Beskrivelse over Spydeberg i Smaalehnene (fra 1780) findes lignende Navnelister med adskillige ægte norske Navne, som nu synes at være gaaede af Brug.