Tyveri er en grov Forbrydelse, men der kan dog være
Tilfælde, hvori Tyven, menneskeligvis talt, eller idetmindste
tilsyneladende, har nogen Undskyldning, f. Eks.
naar han er nærved at sulte ihjæl og da stjæler for at berge
Livet. Jeg siger ingenlunde, at han isaafald gjør ret; men
jeg kan dog forstaa, at han da selv kan synes at være undskyldt.
Men hvad skal Sladreren undskylde sin Gjærning
med, naar han Dag efter Dag og Aar efter Aar uden ringeste
Nødvendighed fortæller Last og Fast, udbasunerer
Næstens allermindste Fejltagelser og allermindste Gjærning?
Hvad Undskyldning har Bagvaskeren, som sætter sen Glæde
i at paadigte Andre Lyder, undergrave deres gode Navn og
Rygte og frastjæle dem Æren? – Og er den frastjaalet
En, saa er den vanskeligere at faa igjen end stjaalet Gods.
Det er haardt for mange Øren at høre en djærv og alvorlig Sandhed; ja der gives dem, som blir rasende paa den, der ærlig gaar dem ind paa Livet. Og dog er dette, endog naar det sker som skarpest, uendelig bedre end Angreb af en bagvaskende Tunge, fordi jeg imod den sidste umulig kan værge mig. Det er endvidere stygt at udskjælde Folk op i Øjnene, overfalde dem med nærgaaende Ord og grove Udtryk, især dersom det er uforskyldt; og dog kan selv dette være ti Gange bedre end Bagtalelse, fordi det paa en vis Maade kan være ærligt. Skjændegjæsten kan nemlig udøse sin Galde, naar han træffer mig, men tie om mig i min Fraværelse; han gaar forsaavidt aabent og ærligt frem; han lader Tankerne uden Omsvøb gaa Benvejen fra Hjærtet, og derfor ved jeg omtrent, hvad Skade han kan gjøre mig. Bagvaskeren har derimod hverken Lyst eller Mod til en saadan Adfærd; han har ikke Mod til at tale Ondt til, men desmere om dig; hans Ord er søde i din Nærværelse, men nævne vender du ham Ryggen, førend det viser sig at „Sukkermund har Gift i Bund“. Just denne Mangel paa Ærlighed, denne Tvetungethed, denne Grund-Falskhed vi-
