Atter en anden Præst, T. V. Oldenburg, der døde
ung 1842, har skrevet Salmer, især Missjons-Salmer,
der udmærker sig ved sin dybe, livfulde Aand.
Et Suk igjennem Verden gaar;
Ej Verden selv det Suk forstaar,
Som klager fra dens Hjærte.
Hvor højt den ler og larmer – dog
Der bor i Hjærtets dybe Krog
En svar, en lønlig Smerte.
I Verdens Ørk, i golde Støv
Gaar Adams-Ætten stum og døv
Og blind for Livets Strømme.
Fra Himlen lyder Herrens Ord
Om Lys og Liv paa dunkle Jord,
Men Verden gaar i Drømme.“
Og i en anden Salme synger han saaledes:
„Under Korset vil jeg træde,
Bære det med stille Glæde;
Korset, Frelser, er jo dit.
Gaar min Vej i mørke Dale,
Dog mit Maal i Himlens Sale
Skuer Øjet fro og frit.
Før mig kun, hvor Døden truer,
Før mig gjennem Trængsels Luer,
Gjennem Storm paa vilden Hav!
Som du vil, o Jesu kjære,
Naar kun du, kun du vil være
Selv min stærke Støttestav!“
Den berømte Digter Ingemann har udgivet „Højmessesalmer“ samt endel „Morgen- og Aftensange“, hvilke sidste især har en blid og barnlig Duft. Salmen for tiende Søndag efter Trefoldighed begynder med dette Vers:
Jesus græder – Verden ler:
Vanvid sjunger mellem Grave –
Syndens Træl ej Dybet ser;
Døden danser med sin Slave;
Sjælen sig i Lænker glæder –
Verden ler – men Jesus græder“.
I en af hans Morgensalmer heder det saa inderlig dejlig om Solen:
„Den kommer fra den fagre Kyst,
Hvor Paradiset laa;
Den bringer Lys og Liv og Lyst
Til Store og til Smaa.
