Hopp til innhold

Side:Folkevennen 1853.djvu/325

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
321

og Stavelserne faa sit rigtige Tonefald, – og hvem vil ikke give mig Ret i, at Sangen bør være saa vakker som mulig! Det er jo som Brorson siger, at man bør bruge „al sin Konst og Flid“ for at „ophøje Guds Naade“, og vakker Sang er ogsaa en skjøn Konst. Det sømmer sig ilde, at man mangengang kan synge vakkert udenfor Kirken men stygt inde i den – vakkert om verdslige Ting men stygt om de guddommelige. Engleskaren og de Salige i Herrens Himmel synger sikkert med liflig Røst og yndige Toner, og skulde da ikke ogsaa vi gjøre vort Bedste dermed? Men Menighedssangen klinger ikke i sin fulde Kraft og Skjønhed, uden man følges ad enstemmig og samdrægtig; og dette er igjen umuligt, dersom ikke Versebygningen nøje svarer til Melodien. Spør man efter, hvilke Salmer i Kingos Bog har Folket likt bedst, saa faar man ogsaa høre, at det er slige som: „Den Idræt Gud er tækkelig“, „Hvor dejlig skal Guds Kirke staa“, „O Helligaand kom til os ned“, „Gak under Jesu Kors at staa“, „Gud Helligaand i Tro os lær“ o. s. v. – kort sagt, de Salmer, som ogsaa har det bedste Versefald. – Forat Enhvær desbedre kan forstaa, hvad jeg mener, faar jeg atter anføre et Par Eksempler. I Salmen „Sjunge vi af Hjærtens Grund“ skal enhvær Verslinje begynde og ende med en tung Stavelse; men naar nu andet Vers begynder saaledes: „Takke og prise hans Godhed“, saa er der en Stavelse formeget, og den sidste Stavelse (bed), som skulde være tung, er desuden let, hvorved Tonefaldet og Klangen forkvakles. „Mit Barn, frygt den sande Gud“ skulde have samme Versefald, og dog er her den første Stavelse lettere end den anden; men her kan Tingen meget let rettes ved at sige: „Frygt, mit Barn, den sande Gud“, ti da faar hvær Stavelse den rette Vægt, og Enhvær hører vel, at det nu falder lettere baade at læse og synge.

For Rimets Skyld er der gjort større Vold paa enkelte Ord, end der nutildags gjøres i en god Sang. Somme er forkortet f. Eks.: End’, Plag’, Ær’, Elend’, et Mørk’, en Tidend’, det evige God’, Pin’, Kvid’, Klod’ (istedenfor Ende, Plage, Ære o. s. v.). Andre Ord er igjen forlænget, f. Eks. Borrig (Borg), blinder, unger (blind, ung), Skaale, Kvale (Skaal, Kval), røder, føder (rød, fød), en Regenter (Regent), dine Orde (Ord), here (her).

Af latinske Ord findes der mange: f. Eks. benedidet