hvad er vel Poesien, og fornemmelig Salmesangen, Andet end et Baand mellem Himmel og Jord? Men derfor skal den ogsaa fremtræde i virkelig folkelig Skikkelse.
Samler vi Alt i en Hovedsum, saa maa altsaa en god Salme først og fremst indeholde kristelige Tanker, kristelig Tro og kristeligt Liv og være indklæd i et fyndigt, smukt og levende Billedsprog; dertil kommer da endelig en rigtig udvortes Form. Paa denne Maade blir Salmen som „et Guldæble i en Sølvskaal“.
Vil vi endnu bedre indse, hvad en Salme egentlig er, hvad den bør indeholde, og hvorledes den bør være beskaffen – da har vi godt af at mindes Sangens Oprindelse. Naar er det vel Mennesket især føler sig oplagt til at synge? Jo, det er, naar man er glad. Sangen er altsaa egentlig Glædens Udtryk, og derfor er det meget betegnende sagt i den 137te Davidssalme, at Israels Børn ikke var istand til at synge Jerusalems Sang eller spille paa sine Harper, dengang de sukkende og grædende sad ved Babylons Floder. Naar derimod Hjærtet er glad, da føler man Trang til at udbryde med jublende Røst; Digteren griber Harpen og tolker sin Fryd i brusende Toner, i smeltende Sang; og den, der ikke selv har arvet Digtergaven, han istemmer de Kvad, som Andre har sunget. Saaledes er det ellers i Menneskelivet, saaledes er det ogsaa i den kristne Kirke. Derfor opmuntrer Apostelen de Kristne til at „glæde sig i Herren“, til at juble for hans Aasyn og prise ham med „Lovsange og aandelige Viser“. Det maa derfor aldrig glemmes, at den kristne Salmesang, allerhelst Kirke-Sangen, fornemmelig skal være en Lovsang, skal tolke Herren Tak og Pris, opløfte Sjælen og give Aanden Vinger til en glædelig Himmelflugt. Men hvor Hjærtet strømmer over af Fryd, eller idetmindste glæder sig stille, der vil man ikke nøjes med tørre Vers, med matte Ord og tomme Tanker; der vil man ikke rime for at belære og undervise. Nej, hvor Glæden virkelig lever, der bryder den ud med Kraft og Fynd, med Liv og Varme; hvor Hjærtets Strænge dirrer af Fryd, der blir ikke Sangen et koldt Tankespil men en liflig Klokkeklang, der gjenlyder i alle Himle. Derfor tør man vistnok sige, at en Kirkesalmebog, som har faa levende Lovsange, baade selv er lidet kristelig, og, hvor den virkelig elskes, tillige er Tegn paa et usselt Liv i Menigheden.
