fødder, forat det kan heve til Melodien, og forat Sangen ikke skal blive styg. Det kunde endda saa være med en Salme, der synges af En eller To; – om Stavelserne da ikke er aldeles ens i alle tilsvarende Verslinjer, saa kan det nok gaa an at læmpe paa Tingen alligevel. Anderledes er det med en hel Menighed; der kan ikke Alle følges ad, hvis ikke Stavelsetallet overalt er nøjagtigt; den Ene synger da saa, den Anden saa, og derved blir Sangen ikke vakker; men en styg Kirkesang, saavelsom alt andet Stygt, burde man dog søge at rødde væk, ti det Stygge er aldrig Vorherres Vilje. Altsaa er det da vist, at gode Salmer, og fornemmelig Salmer til Kirkebrug, bør have ordentligt Versemaal. Dertil hører ikke blot, at alle Verslinjer har et Stavelsetal, som svarer nøjagtig til Melodien, men ogsaa, at tunge og lette Stavelser staar paa sit rette Rum. For at forstaaes maa jeg her nævne et Par Eksempler. Naar vi siger: Himmel, saa lægger vi en stærkere Tone, et større Eftertryk, paa den første Stavelse end paa den anden; den første kaldes derfor en tung Stavelse, den anden en let. Siger vi: Omvendelse, saa er den første Stavelse let, den anden tung, den tredie let og den fjerde let. Nu er det ligedan med Tonerne i Musikken som med Stavelserne i Sproget; en Tone (eller Taktdel) er tung, en anden er let; og skal det derfor klinge godt, saa maa Digteren sørge for, at der kommer tunge Stavelser til de tunge Toner i Melodien, og lette Stavelser til de lette Toner. I de fleste af vore Salmer skal der efter Melodierne være en tung og en let Stavelse om hinanden (f. Eks. „Jesu, dine dybe Vunder“), eller ogsaa omvendt, først en let og saa en tung (f. Eks. „Vor Gud han er saa fast en Borg“). I enkelte Salmer er der dog et andet Versemaal, nemlig en tung og to lette Stavelser om hinanden (f. Eks. „Lover den Herre, den mægtige Konge, med Ære“). – Hvad Rimet angaar, saa er der rigtignok mange Digte, som er aldeles rimfri, uden Rim saaledes ogsaa Davids Salmer); men saa er gjærne, istedenfor Rimet, Ordene stillet paa en særegen Maade, som alligevel gjør, baade at Sangens Indhold indpræntes let, og at det er en Konst at være en god Digter. I andre Digte, f. Eks. i Nordens gamle Skjaldekvad, var der ikke Stavelserim men Bogstavrim, som gjorde Sangene velklingende og behagelige at høre, og fæng-
