ubetydelig, og at de enkelte Steder har begaat adskillige Misgreb; men Indretningen har dog vel som alleroftest været saare gavnlig, idetmindste som et borgerligt Opdragelsesmiddel for Folket. Ogsaa større Samfundsaand maa derved fremkaldes; det hele Amt slutter sig sammen og har ogsaa sit Formandskab, der bestaar af de enkelte Formandskabers Ordførere, tilligemed Amtmanden og Fogderne, som dog ingen afgjørende Stemme har. Hværken Amtmanden eller Regjeringen har Ret til at paalægge Kommunen nogensomhelst Byrder; den første kan blot fordre, at Formandskabet skal drøfte Sagen paany, og Kongens Bekræftelse (Approbasjon) er kun nødvendig i faa Tilfælde.
Dette stod nu i Forbindelse med, hvad man kalder Landets verdslige Bestyrelse (Administrasjon). Med Hensyn til den gejstlige er derimod Biskoppen den øverste, og svarer forsaavidt til Amtmændene i borgerlig Henseende. Af disse er der en i hvært Bispedømme, som kaldes Stiftamtmand og udgjør i Forening med Biskopen Stiftsdireksjonen.
Den dømmende Myndighed er hværken hos Kongen eller Folket men hos Domstolene, der egentlig er 3 Slags: Underretter, Overretter og Højesteret. Underretterne paa Landet er omtrent 70 i Tallet, nemlig en i hvært Sorenskriveri. I gamle Dage blev Dommen afsagt af Lagrettesmændene, og Sorenskriveren var kun deres „Skriver“, hvilket ogsaa ligger i Navnet (Edsvoren Skriver); men lidt efter lidt fik Skriveren mere Indflydelse, og nu er det han, som er den egentlige Dommer, medens Lagrettesmændene fordetmeste kun er tilstede til Vitterlighed. Foruden Dommervæsenet har Sorenskriveren ogsaa Skifte-, Overformynder- og Auksjonsvæsenet at bestyre. Ligesom Sorenskriveren paa Landet saaledes er det Byfogden, der er Underdommer i Byerne, dog med den Forskjel, at han i de mindre Byer tillige er Underøvrighed, og svarer altsaa baade til Soren-
