længe, førend man glemmer at kalde dem „ny Paafund“. Det er saaledes egentlig kun det første Skridt, som koster, og som fribaarne Normænd vel maa føle Mod og Kraft til at gjøre, hvor det gjælder en god Sag; man ser jo endog, at de usleste Anliggender har Talsmænd i Overflod. – Hvad jeg vilde svare paa Snakken om at „stikke sig frem“, skal jeg sluttelig tilføje; jeg vilde nemlig sige omtrent som saa: Den, som stifter Foreninger og leder Møder alene for Ærens Skyld, han er vel ligefuldt ærgjærrig, tænker jeg, om aldrig slige Møder holdes; og naar Galt skal være, er det dog bedre, at han sætter en Ære i at oplyse Andre og altsaa gjøre noget Godt, end om han søgte at udmærke sig bare ved Stas og Fjas, eller satte sin fornemste Ære i at være den dygtigste Kortspiller, Natterangler o. s. v. Forresten behøver heller ikke en Enkelt at være baade Pot og Pande i slige Sammenkomster; flere af de dygtigste kan jo hjælpes ad baade med at sætte Sagen igang fra først af, og med at holde Foredrag, forelæse, lede Samtalerne o. s. v. De kan tomme overens om, turvis at lede Møderne; de kan efter Lyst og Lejlighed overtage hvær sin Part af Arbejdet o. s. v. – Brevskriveren ytrer vel ogsaa, at mangen Skolelærer vil „undse sig for sin Præst“, men denne Undseelse vil allerbedst hæves, tænker jeg, ved at Lærer og Præst først samtaler om Sagen. Jeg kjender Præster, som forlængesiden har opmuntret en eller flere af stue Skolelærere til Sligt og faat Tingen igang; og jeg holder mig overbevist om, at de allerfleste vil se den fremmet, og at næppe nogen skulde finde Mishag i en saadan Virksomhed, om end ikke mange kan finde Tid til selv at tage Del deri, hvilket ingenlunde er at vente. Selv om Skolelæreren er den, som først taler derom til Præsten, istedenfor Præsten til ham, maa man have det Haab, at den sidste gjærne gjør Sit.
Men det var nu ikke egentlig herom, jeg skulde skrive
