ganske anderledes. Det er vist, at man – skjønt vel desværre
sjældnere – ogsaa ofte ser Folk at indrette sin Gaardsdrift
saa hensigtsmæssigt og godt og behandler sine Sager
med en saadan Forstandighed og Omtanke, at der kun staar
lidet tilbage at ønske. Det er ligesaa vist, at man i mange
Grandelag finder en saadan Forekommenhed og Hjælpsomhed
mellem Folk, at man saanær skulde tro, det Hele var kun
en stor Familje, hvis fælles Vel hver Enkelt betragter
som sit eget Vel, hvilket de Alle med forenede Kræfter bestræber
sig for at naa, og, da „Enighed gjør stærk“, ogsaa
saameget mere kan naa. Men dette være sagt, ikke for at
Alle skulde trøste sig med at kunne henregne sig til denne
Klasse, men for ikke at skjære Alle over en Kam, og fornemmelig
for at gjøre de ovenfor Omtalte opmærksomme
paa, at der gives dem, hvis Eksempel baade kan
følges og er værd at følges.
I sidste Hæfte søgte jeg at lægge Folk paa Hjærte, hvor gavnligt det skulde være, om der i Byer og Bygder blev holdt mundtlige Foredrag. Derved vilde Folket, især vel Ungdommen, faa Smag paa Noget, som har andet at betyde end Dril og Kortspil, og faa Oplysning om Adskilligt, som ikke er saa let at lære af Bøger. Jeg har siden fra En, der visselig føler varmt for Folkets Oplysning faat en Skrivelse, hvori der ytres, at „flere Skolelærere“ nok kunde have Lyst til at faa slige Møder istand, men at „de undser sig“ derfor af Hensyn til Folks Snak. De vilde nemlig – mener Brevskriveren – lettelig faa Ord for at „ville
