Der er Ingen, som saaledes er „sin egen Herre“ som Bonden; der er heller Ingen, som kunde leve et saa behageligt og tilfreds Liv som han, naar han rigtig forstod at nyde de Fordele, han fremfor mange Andre har. Thi han er dog mere end nogen Anden en „fri Mand“, der steller sig selv og sine Sager aldeles efter eget Behag. Han er i al sin Gjøren og Laden selv den Høistbefalende, uden ved Instrukser og Forordninger at indskrænkes eller hindres i sine Planer. Kort, „han er den Mand, hvis eget Tykke og ei Tyrannens Nytte hans Daad bestemme kan“. Styrket og munter forlader han selv først sit Leje om Morgenen; og paa hans Bud er snart ogsaa hans raske Gutter og Jenter ordnede og færdige til at indtage hver sin Plads ved Frokostbordet, der alt af hans gesvinte Kone er dækket med de simple men kraftige Retter, medens han selv som en liden Høvding tager Sæde ved Høgbordsenden. Og man venter ikke længe, før Hesten og Studen er for Slæden, og Øksen i Vedskuret sat i Bevægelse, medens Stuen er fuld af Rokkenes Surren, hvorigjennem der gjærne høres en svag Stemme af en Morgensang. Og nu gaar Arbeidet fra Haanden med en Kraft og en Lethed, saa det er en Lyst at se. Selv lægger han gjærne baade den første og den sidste Haand paa de Arbeider, som om Dagen forefalder; og efter at have nydt sin Aftensmad med Appetit, og en af hans Smaagutter har bragt ham en Ragstikke at tænde sin Pibe med, gaar han nu „saa fro og glad“ og uden at „spørge Fogden ad, om han tilfreds maa være“, tilsengs, hvor han, pustende fra sig de store Røghvirvler, i al Magelighed tænker over, hvad han næste Dag skal sætte sig selv og sine Folk til at gjøre, og sovner saa ind efter en stille Kvældsbøn.
Side:Folkevennen 1853.djvu/246
Utseende