modig, sygelig paa samme Vis som om Blodet ikke frit kan løbe gjennem Aarerne.
Men er denne Lignelse træffende ihenseende til Kommunikasjonsanstalterne indenlands og Folkets indbyrdes Samkvem, saa er en anden Lignelse ikke mindre sand, naar man sammenstiller 2 forskjellige Lande, det ene med og det andet uden slige gode Indretninger. Det første Statssamfund ligner da en Mand i sin kraftfulde Alder, med stærk Helse og gode Legemskræfter, som i Bevidstheden om sin Overmagt behandler sin vanføre Kammerat med enslags Medlidenhed, saalænge denne er ham underdanig og fordrager det stolte Sprog, men som ogsaa med et eneste Slag kaster ham til Jorden, saasnart han viser Tegn til virkelig Selvstændighed og Selvfølelse. Det andet Statssamfund er altsaa at ligne ved denne Krøbling, som stræber og arbejder saa godt han formaar, i sit Ansigtet Sved, for at livberge sig, men frygter hvært Øjeblik at knuses af Kjæmpen ved sin Side.
Men nu fra Lignelser til Virkeligheder. – Var det muligt for et civiliseret Samfund nu for Tiden at være sig selv nok og fuldkommen at udestænge sig fra andre Lande, saa var det vistnok forholdsvis mindre vigtigt for et Land, i hvilken Tilstand dets Kommunikasjonsvæsen befandt sig. Da der ikke blev Tale om nogen Indførsel (Import), behøvdes der heller ingen Udførsel (Eksport) udover Rigets Grænser. Men en saadan Tingenes Tilstand er nuomstunder utænkelig. Udveksling af Tanker og af de forskjellige Folks Frembringelser (Produkter), er blevet en Naturnødvendighed, saaatsige baade Oplysningens Begyndelse og Fuldendelse. Naar denne Udveksling blir fuldkommen frigjort fra alle Baand, kan Ingen nu forudsige. Men just derfor, at ethvært civiliseret Folk er paa Vejen til dette Maal, omend paa forskjellige Stier og med Brug af forskjellige Midler, alt efter Enhværs Kræfter og Samfundsforfatning; just derfor, at intet Folkeslag vil se sin Virksomhed indskrænket men tværtimod ønsker og haaber uophørligt at kunne udvide den og derved faa større Lod og Del i Oplysningens Velgjærninger, – just derfor er den enkelte Stat kommen i et saadant Forhold til de andre, at om den ikke følger dem med nogenlunde jævne Skridt paa Forbedringernes Vej, saa blir den overvældet af sine Medbejlere, sætter
