dermed begynde en Opstand, dersom Prindsen skulde prøve paa at gjøre sig til Landets Herre.
Men det var ikke Guds Vilje, at Norges Grundlov skulde kjøbes med Konge- eller Borgerblod; Frihedens Seier hertillands blev tilkjæmpet ikke ved Haandens men ved Aandens Sværd. Sverdrup kom sent hjem om Kvælden den 15de, og noget over Midnat fik han nu Prindsens Bud om at komme til Eidsvold. Han strøg strax afsted, men Veien er lang, og han naadde ikke fræm før over Middag. Han havde ikke langt igjen, da Skydsbonden deroppe spurgte ham, om ogsaa han var en af dem, der skulde til Prindsen. Sverdrup sagde Ja og spurgte den gamle, ærværdige Bonde, hvad han syntes om at blive svensk nu. „Det synes jeg ret ilde om,“ svarte Gamlingen; „det maa I ikke raade Prindsen til; vi vil før lade bare Kvindfolk og Børn blive igjen hjemme, og saa alle Mand gaa til Grændsen. – Men hvad I saa end gjør og raader Prindsen til, saa kom ihug, at Gud er ataat.“ Disse Ord udtalte Bonden med en saadan Inderlighed, at det gik Sverdrup dybt til Hjærte og styrkede ham endnu mere til at tale frimodigt, naar han kom fræm for Kristian. Kammerherre Anker, Biskop Bech, Amtmand Collett og flere af Sverdrups Bekjendte modtog ham allerede ved Indgangen, rystede paa Hovedet og mente, at Prindsen lod sig ikke overtale; han vilde ikke høre om Andet end at gjøre sig til Landets Enevoldsherre, sagde de. Han gjentog ogsaa virkelig den samme Mening for Sverdrup og mente, at omend Norge var løst fra Danmark, saa havde dog han Arveret til Kronen paa Grund af sit Slægtskab med den gamle Kongestamme. Sverdrup fæstede Øinene stivt paa Prindsen, og med sin dybe, kraftige Røst svarede han rolig men bestemt „Dertil har Deres kongelige Høihed ikke mere Ret end jeg.“ Prindsen blev forundret, men Sverdrup holdt en saa kraftig Tale, at Prindsen omfavnede ham og sagde: „De har Ret; De har Ret;
