ningerne Frederikshald og Kongsvinger forlangte den svenske Regjering af os.
Nu saa det da ikke godt ud for vort dyrebare Fædreland, især da ogsaa Uaar og Dyrtid indfandt sig heroppe. I Mands Minde havde man i Norge ikke haft et „Grønaar“ som 1812, da der ved Sankthans-Leite var saa koldt, at Folk frøs ihjæl i Gudbrandsdalen. Den Mængde Korn paa Agrene frøs aldeles bort fra Fjeld og til Fjære; i somme Bygdelag døde mangt et Menneske den rene Hungersdød, og hele Skarer angrebes af forskjellig Slags Farsot. Og dog var det næsten utroligt, hvor tilfreds og modig man gjennemgik den haarde Tid, og hvor hjælpsomme og deltagende de Lykkeligere viste sig. I Nøden anspænder Folk sine Kræfter til det yderste, og lærer at paaskjønne og opfinde Mangt og Meget, som ellers bliver overseet; saaledes ogsaa dengang. I lykkeligere Dage er der tidt mere Misfornøielse, Usamdrægtighed og Ligegyldighed, end i slige Tider som den vi nu snakker om.
Aaret 1813 gik ellers nogenlunde fredelig af heroppe; af Krig havde vi ikke andet at drages med end Englændernes Plyndringer tilsjøs, som endnu vedblev. Svenskerne under Anførsel af deres Kronprinds var fordetførste med at bekjæmpe Napoleon; men da han var overvundet i et tredages Slag ved Leipzig i Tydskland, og de andre Hære forfulgte ham til Frankrig, saa vendte Karl Johan sig mod Danmark og truede dette Lands Konge til at afstaa Norge. Det var i Byen Kiel i Holsten, at man blev enig derom den 14de Januar 1814; derfor kaldes ogsaa denne Overenskomst Kieler-Traktaten. Fire Dage efter skrev Kong Frederik den 6te et Brev til Nordmændene, og løste dem derved fra sin Troskabsed mod ham.
Men nu var det, at vore Fædre ingenlunde vilde finde sig heri. De mente, at den danske Konge vel havde Ret til at løse os fra Danmark, men slet ikke til at give os
