og gjøre stor Skade, men ogsaa rense Luften og fræmbringe velgjørende Regn. Eller det var Fødselsveerne for den lysere Tid, som skulde oprinde for Europa og især for Norge.
I den Værdenskrig, som nu begyndte, og i hvilken Napoleon Bonaparte var Storkjæmpen, blev ogsaa Danmark og Norge indviklet. Skjærthorsdag 1801 blev allerede det ny Aarhundrede festlig indskudt i Norden, da næmlig den engelske Admiral Nelson lagde sig for Kjøbenhavn, men fik et kraftigt Modtag af de djærve norske og danske Sjøhelte. Der blev dog Fred igjen her Nord indtil i 1807; men da kom Englænderne tilbage og bortrøvede den store prægtige Orlogsflaade, som hidtil havde været en stærk Bro mellem Danmark og Norge, og en Mur udenom dem bægge. Paa samme Tid fik vi ogsaa Krig med Sverrig, og blev saaledes angreben baade tillands og tilsjøs. Det saa mørkt ud for Norge; Sjøfarten og Handelen standsede, Pengevæsenet kom i Uorden, og Hungersnød indfandt sig. I de stormfuldeste og mørkeste Høstnætter reiste mangen Mand afsted i aabne Baade og smaa agter fra det sydlige Norge ned til Danmark for at hente Korn. Om Dagen torde de næmlig ikke vove sig ud for de engelske Krydsere, som gik udenfor Kysterne og havde taget mangt et norsk Fartøi med Mandskab og Ladning. En hel Del norske Sjøfarende bød dog ogsaa Britterne Spidsen, og med Heltemod og stor Klogskab værgede sig mod deres Angreb. „Det er aldrig saa galt, det jo er godt for Noget,“ siger et gammelt Ordsprog, og Historien viser os, at dette er fuldkommen sandt. Den viser os, hvor forunderlig alle Tildragelser i Værden er sammenkjædede og griber ind i hværandre, og hvorledes Gud altid har sin Finger med i det Store og i det Smaa, og benytter sig af Alt til at faa sin Vilje fræm. Den dansk-norske Krigsflaades Bortrøvelse, var et haardt Stød for bægge Riger. Et vigtigt Foreningsbaand mellem dem blev derved afhugget, men at dette virkelig hjalp til at løse
