sin Fortid, der fornæmmelig er saa glædelig at finde hos det norske Folk, og naar den endnumere vækkes og udvikles, har vi deri en ypperlig Grundvold for borgerlig Oplysning og sand Fædrelandsaand. Snorro Sturlesens Kongesagaer har ofte været at finde i Bondens Boghylde, er tidt bleven læst og fortjener fræmdeles at betragtes. Ogsaa Kirkehistorie og Værdenshistorie vil jeg opmuntre Folk til at gjøre sig bekjendt med. Historien er Hovedkilden til at faa Forstand paa de timelige Ting; den er et Speil, hvori vi ser Menneskeslægtens Udvikling og Guds underfulde Værdensstyrelse gjennem Tidernes Løb Det er Skade, at vi har saa saa gode Bøger i denne Retning. Rørdams „Kirkehistorie“ og Anthon Bangs „Værdensbeskrivelse for Folket“ er to Skrifter, som jeg især vil anbefale til Gjennemlæsning og Overveielse.
Det Slags Bøger, som dernæst vil gavne Folket meget, er Beskrivelser over Naturen og Guds ydre Gjærninger omkring os. Det er rigtignok langtfra, at Bøger af den Art i og for sig selv har saa stort Værd som gode historiske Skrifter. Hvor herlig Naturen end er i al sin Fortrænkelighed, saa er dog Menneskeaanden, skabt i Guds Billede, noget langt større og herligere. Da nu Historien idethele netop viser os Menneskeaandens Udvikling, saa er det jo soleklart, at den maa have uendelig mere at betyde for Menneskets høiere Liv, end alle Naturvidenskaber. Disse har da saameget ringere Værd end Historien, som den ydre Natur staar under Mennesket. Men dermed er det ingenlunde min Mening at forkaste dem. Tværtimod skatter jeg dem høit og er overbevist om, at Folket vil have godt af at kige lidt ind i Naturens Hemmeligheder og kjende de Kræfter, som rører sig i den. „Naturens store Bog“ har mange Blade, og paa dem alle har Vorherre skrevet en underfuld Skrift. Mange Mennesker forstaar den ikke, men det opladte Øie kan der læse, at Herren er mægtig, vis og
