fattig, men man siger, at han ofte gav bort den sidste Skilling, saasnart han fik se en Fattigmand, endog om denne ikke havde bedt ham. Han syntes Synd i Dyrene, som man saa ofte plager dels med for strængt Arbejde, dels ved at svælte dem og dels ogsaa ved at dræbe dem paa pinsomme Maader. Han kunde nok ofte blive hidsig og opirret, men han blev ogsaa snart blid igjen, og tilgav tit Fornærmelser, naar han blot fandt lidt Oprigtighed hos Folk. Derimod var han hadsk paa Alle dem, som han trode gjorde Landet og Folket Skade, f. Ex. endel Prokuratorer, Aagerkarle o. s. v. I sin Hidsighed angreb han endog slige Folk saa ubesindigt, at han dømtes til Pengebøder og paadrog sig megen Ærgrelse.
Blomster og andre Guds synlige Gjærninger i Naturen elskede han overmaade højt; man saa ham næsten aldrig uden med en Blomst paa Brystet. Han glædede sig saa ubeskrivelig, maaske endog formeget, ved Naturens Herlighed, og han søgte medrette at opmuntre Folket til at forstaa og nyde Landlivets Glæder. – Selv gjennemvandrede han flere Egne af Landet, gik om i Skog og Mark og samlede Blomster og Urter, ja ogsaa hans Værelse var opfyldt af Dyr, Planter og Stene. Som han saaledes vandrede om i Ejdsvolds Præstegjæld, hvor han var opvoxet, opdagede han ogsaa en Kilde, hvis Vand har helbredende Kraft, og som siden er indrettet til en ordentlig Sundhedsbrønd, hvor aarligaars mange Syge kommer for at bade sig. – Han var stor og kraftig af Væxt, og hærdede sit Legeme f. Ex. ved at bade sig i koldt Vand, endog sent paa Høsten naar Vandet allerede begyndte at islægges o. s. v. Men hvad Wergeland end gjorde, og hvormeget han end digtede, saa var der dog Intet ved ham, der straalede saaledes som hans Kjærlighed til Frihed og Fædreland. Det var disse 2 Ting, som idelig stod ham for Øje, laa ham paa Tungen, gjennemstrømmede hans Sjæl og drev ham til at digte. Vi havde faat en fri Forfatning i 1814, men den stod endnu