jo gjærne for mig; dog selv da er det visselig Pligt at være sparsom og tarvelig, for Exemplets Skyld næmlig. Men naar man derimod idelig klager over Trang og knappe Tider, da maa det atter og atter gjentages: Deri er den yppige Levemaade altfor ofte Skyld. Hvad koster ikke et Bryllup, som mangesteds varer en 4–5 Døgn, eller et Gravøl, som ligeledes staar paa en 2–3 Dage? Enhvær indser dog vel, at det vilde være en stor Vinding at forkorte slige Lag til 1 Døgn eller idethøjeste 2. Maaske endnu større Summer røver man fra sig selv til Pragt og Stas og glimrende Dragter. Man maa gjærne kjøbe Tøj i Byen eller hvor man vil, hvis man bare faar noget, der er baade lige stærkt og lige billigt som det hjemmevævede. Vistnok synes jeg, det maatte være den største Ære at bære Klæder, som Husets Hænder har spundet og vævet, og jeg tilstaar rentud, det gjør et ubehageligt Indtryk paa mig at se en norsk Bonde i andet Tøj end Vadmel og Værken (Stof). Men har man andet Arbejde, som lønner sig bedre end Vævningen, og kan man maaske endog billigere kjøbe end til- virke sine Klæder, nu vel, saa brug Hænderne paa anden Vis, og kjøb hvad du trænger at iføres. Det er altsaa ikke Brugen af udenlandsk Tøj, jeg ligefrem laster; men jeg laster, at man saa ofte klæder sig over Evne. Her er det just, at Glimmersygen ytrer sig som mest. Der gives Mangen, som har vanskeligt nok for at fortjene det tørre Brød, men som dog søger at klæde sig staseligt, – Mangen, som næppe har Linned paa Kroppen, men glimrer udvendig med Silke. Der er en forfærdelig Lyst iblandt os til at efterabe. Istedenfor at spørge: Hvad har jeg nu Raad til? saa spørger man blot: Hvorledes er Moden? Hvordan er den og den klædt? o. s. v. Saaledes gaar det fra øverst til nederst i By og paa Land, den Ene vil ligne, ja om muligt overgaa den Anden, og naar saa Smalhans kommer, saa klager man over, at Tiderne bliver værre og værre,
