jeg siger jo heller ikke, at Nogen skal gjøre Sligt til sin eneste Næringsvej; jeg siger blot, at man i Fritiderne hellere bør arbejde paa denne Vis, end sidde ledig – og Noget faar man da alligevel. Der er visselig endnu mange flere Ting at gribe til, end de jeg har nævnt; dog bør man helst befatte sig med Sligt, som ikke kan gjøres med Maskiner, fordi det betaler sig bedre. I adskillige Bygdelag er der allerede dygtig Husflid, men desværre ikke overalt. Ja, der gives vel endog Egne, hvor det næsten holdes for en Skam at befatte sig med slige Smaaarbeider. Saa dumt og bagvendt kan nu Folk tænke! Myrer, Mark og Fjeld staar tildels ligesom oversaaet af Multer, Tyttebær og Blaabær; der kunde plukkes og sælges af dem i Tøndevis, men Folk holder sine Børn for gode dertil. Sligt høres næsten som et Eventyr, og dog er der Bønder, som tænker saa, retsom om Sysselsættelse og ærlig Fortjeneste ikke er en Hæder for ethvært Menneske. Nei – Tiden maa benyttes vel, Arbejde og Flid maa komme til at holdes i Ære, hvis Folkets Velstand skal gaa fremad.
Og dog er der i denne Henseende endnu mere at lægge Mærke til, end hine tvende Ting. Thi hvad hjælper det vel at arbejde sent og tidlig og fortjene Penge, hvis man igjen ødsler dem bort? Her staar vi nu ved en Omstændighed, der visselig hos os er Hovedaarsagen til Folkets trange Kaar, næmlig Overdaadighed. Hvor knapt der mangesteds er om Fortjeneste, saa skulde det dog være underligt, om man ikke i de fleste Egne kunde leve upaaklageligt, naar man blot vilde forstaa den store Kunst at sætte Tæring efter Næring. Men uheldigvis er der næppe noget Folkeslag, som mere glemmer denne gyldne Regel end vi. Ialfald er der Egne i Landet, hvor man kunde bo som i et lidet Paradis, hvis man ikke havde slig en ustyrlig Lyst til at leve stort og glimre. Tænk bare paa Hedemarken, Toten, Hadeland, Ringerike, Grevskaberne o. s. v., hvor
