er stort større end skikkelige Husmandspladse i det Throndhjemske. Nordenfjelds og især Søndenfjelds er vistnok Gaardene meget større, enkelte endog overordentlig store; men om det virkelig vilde være gavnligt for Landet at kløve dem i Smaastykker, er saare tvivlsomt. Erfaringen fra andre Lande synes at lære os, at en kraftig og mægtig Bondestand er ønskelig i et frit Land som vort. Er Gaardene saa smaa, at Opsidderne med Nød og næppe kan slaa sig frem gjennem Værden, har de ikke Tid eller Raad til at faa den Dannelse og Oplysning, som er nødvendig til at gjøre Nytte i Formandskaber og Storthing; thi dertil hører sandelig en langt anden Dygtighed, end Mange hidtil har indbildt sig. Desuden vil omtrent lige mange Mennesker kunne leve alligevel, naar Alt er i sin Orden. Dyrker Gaardbrugeren Jorden ret tilgavns, saa trænger han en Mængde Husmænd og Arbejdere, og har han saa baade Øje og Hjærte for deres Vel, saa vil dette store Gaardsbrug gjøre ligesaamange Mennesker lykkelige, som om det var delt i flere smaa Brug. Derfor gjælder det næppe om at faa Storgaardene udskiftet; men hvad der i vore Dage trænges saa saare til, naar man har Fattigdommens Forminskelse for Øje, det er altsaa, at Husbønderne behandler sine Undergivne lemfældigt og mildt, ikke spørger Egennytten saa meget tilraads, at Hjærtets og Kjærlighedens Stemme overdøves, – og dernæst, at Jorden bliver bedre dyrket, hvorom jeg skal give nogle Raad.
Spør man nu videre om Midlerne til at indskrænke Armoden, saa maa jeg gjentage, hvad jeg allerede har sagt, at Kilden til Velstand ligger i Arbejde, og skal dette hjælpe, maa Tiden bruges godt. Det er hværken nu eller før min Lyst at udskjælde den norske Almuesmand, men jeg maa gjentage, hvad der er Sandhed, at han ikke altid og allesteds er saa agtsom om Tiden, saa flittig til Arbejde og paapasselig i sit Kald, som han kunde og burde være. Det lader sig slet ikke nægte, at disse Omstændigheder ofte er