hed kommer altfor ofte isteden. Kort sagt, al legemlig og aandelig Udvikling beror ofte paa det timelige Udkomme, og jeg gjentager derfor: Hvem vil ikke gjøre alt Sit til at lindre Armoden i Landet! Jeg har allerede paapeget Gavmildheden som et Middel dertil, og vil isaahenseende blot tilføje Bibelens Formaning: „Glemmer ikke, at gjøre vel og meddele; thi saadanne Ofre behager Gud“. Og dog, saa vakkert som det er at give Almisser, saa er der en anden Hjælp, der er endda vigtigere for den Fattige selv saavelsom for den Rige og for det hele Land, og det er: Giv den fattige Almuesmand Arbejde! Det er usigelig glædeligt at høre Folk ytre Lyst til Virksomhed, ja igrunden er det kun saadanne, der fortjener Hjælp. Medens man i og omkring Byerne finder dem, der gjør Tiggeri til et Haandværk, skal man derimod gjærne høre fattige Fjeldfolk først og fremst spørge om Arbejde, selv da naar de er nærved at krepere af Sult; og kan du nu skaffe dem noget at bestille, saa gjør du dobbelt Godt: du skaffer dem derved Ophold, og du vedligeholder den Æres- og Selvstændigheds-Følelse, der er saa vigtig i Livet ogsaa for den Fattige og bevarer ham for meget Ondt. Der er visselig mer end et Fattigmands-Hjærte, som kvier sig ved at bønfalde om Hjælp, men Nøden driver dem dertil, og hvem vil fortænke dem deri! Men hvad der i Begyndelsen kun gjøres nødig, kan siden fortsættes med Lyst, og for at det ikke skal komme dertil med den Fattige, saa beder jeg endnu engang: Skaf ham Arbejde! Er han saa flittig dermed, er vel ingen mere værdig til en Almisse end han; han bør da faa den atpaa.
Men hvad er nu Grunden til Fattigdommen i Landet? Ja, Grundene er naturligvis mange. Forholdene i Norge er saa forskjellige i en Egn saa, i en anden saa, og derfor har ikke Armoden overalt de samme Aarsager. Spørger man Almuesmanden derom, saa faar man vel som oftest det Svar, at „her er altfor mange Folk i Bygderne, der
