almindelig i Norge. Den ene Grænd og Bygd bryder sig ofte ikke stort om den anden. Mangen en Thrønder f. Ex. føler sig næsten ligesaa fræmmed for en Vestlænding som for en Tyrk, og Vestlændingen ligesaa for Thrønderen. Bymanden og de saakaldte „fornæmme Folk“ kjender ikke synderlig til Landalmuens ydre og indre Kaar, og kjendes heller ikke altid ved den. Almuesmanden er paa sin Side ligesaa fremmed for „Storkarane“ eller „Storingerne“. Enten misunder han dem deres „gode Dage“, eller ogsaa tror han de er Væsener af en langt anden Art. Jeg maa her anføre et lidet Exempel, som jeg selv har hørt. Talen var om en Bondegut og hans Dygtighed „til at læse“. Der blev da ytret, at „der kunde blive Noget af ham“, hvis han „bare blev holdt fram“, at han burde „kommet i Præstelære“ o. s. v. Men en gammel Kone, som var Moster til Guttens Far, svarte strax, at „det kunde da vel aldrig nytte“, for der var da vel ikke andre Børn end „Storingernes“, som havde saapas „Hoved“, mente hun.
Men vi vender tilbage igjen, hvor vi slap Ikke blot med hværandre indbyrdes men ogsaa med Forfædrene maa Folket bringes til at indse og føle sin levende Sammenhæng og sit Slægtskab Skal den nærværende Slægt, eller vore Efterkommere, udvikle et baade kraftigt og kjærligt Folkeliv – saa maa Fædrene atter kommes levende ihu. Vi maa ei glemme, at det just er af deres Lænder, vi Alle udsprang. Vi maa elske dem og ære deres Minde, og derved opmuntres til at vandre i deres Fodspor. Det er af de Gamle vi skal lære Visdom. Derfor vil Tidsskriftet især faa en historisk Retning. Det vil gjærne skue tilbage paa Fortiden og fræmdrage Billeder af den. Thi kun af dens dybe Væld kan Nutiden hente Kraft til at føde en lysere Fræmtid i borgerlig Henseende. Det vil ofte pege paa den Tid, da Norge engang havde et kraftigt Folkeliv; det vil henlede Folkets Blik paa vore rige historiske Minder, vække
