ken med sig,“ som det heder. For om det ogsaa gaar an at skyde Skylden paa Lykken eller Tilfældet, for hvad der træffer sig en enkelt Gang og mod hvad der plejer at ske, saa er det dog klart, at dette Svar ikke strækker til, naar det gjælder at forklare Noget, som sees saa stadigt, som f. E. at en Løjtnant faar bedre Løn end en Vægter, og en Foged Mere end begge tilsammen.
Vi maa da snart skjønne, at det er andre Omstændigheder, hvorefter Betalingen for de forskjellige Slags Arbejder afpasses. Imidlertid tør her Mangen let komme paa den Tro, at det kanske for en stor Del bare er enkelte Personers eller Stænders Godtykke, som er Skyld i, at Arbejdslønnen kan være saa ulige, især fordi unægtelig mange af de Forretninger, som betales bedst, ved første Øjekast synes at have langt mindre Krav herpaa, end andre Sysler, hvorfor Lønnen ikke er nær saa stor.
Og naar det da træffer sig saa, at den, hvis Dagværk bliver mindst betalt, ogsaa er den, som har mindst Anledning til selv at faa Greje paa disse Ting – og saa vil det jo oftest være –, da kan det ikke undre os, om det tit tykkes ham, som der er mere Ubillighed at se end være burde, især i et Land, hvor man, som hos os, roser sig af at have bedre Statsforfatning og bedre Omsorg for, at hver Mand faar sin Ret, end paa mange andre Steder.
Alt af denne Grund er det vel værd i dette Skrift at forsøge at forklare, hvad det er, som egentlig gjør Arbejdslønnen saa ulige, som Erfaring hver Dag viser den at være. Om ogsaa mangen Læser i disse Linjer ikke kommer til at støde paa synderlig Meget, som han ikke enkeltvis har tænkt over eller indseet før, saa tror vi dog, at han, ved at sætte disse Betragtninger sammen, for de fleste Tilfælde vil blive forsonet med denne Ulighed og finde, at der tvertom ingen større Ubillighed kunde være, end om man vilde betale Alle ens.
