heller ikke kunnet mærke, da Dyrene altid faar Foder nok og er i kraftig Stand. De æde muligens noget mere, men dette betaler sig særdeles godt, da han for dette Tillægsfoder kan sige, at han har alt sit Arbeide udført. At Kjørene maa skaanes nogentid før og efter de kalve, er en Selvfølge.
Han høstpløier bestandig sin Jord og sætter da altid Plogen lidt dybere end før. Paa denne Maade fordybes Jordsmonnet lidt efter lidt, og ny, frisk Jord skaffes op blandt den gamle. Han passer nøiagtig paa, at intet Vand bliver staaende mellem Farerne eller i Teigrenderne, da han har lagt Mærke til, at her bliver vaade Flækker, som om Vaaren hindre En i at paabegynde Arbeidet, og paa saadanne Steder staar Ageren heller aldrig saa godt, som naar Jorden er tør. For at Jorden kan have godt af Vinterfrosten og derved blive skjørnet, maa den nemlig ligge tør. Om Vaaren bruger han meget sjelden Plogen, men derimod en liden let Labbeharv med tre (14–16 Tommer lange og stærkt fremadbeiede) Jærntinder, som er forsynet med Labber. Fordelen ved disse, der staa omtrent som Risteln paa en Plog, bestaar deri, at Ugræs, især Kvækerødder, ikke sætte sig fast men maa glide opad, hvorved Redskabet gaar lettere, og paa denne Maade bliver man alleslags Ugræsrødder kvit. Ved at betragte den her staaende Tegning af Labbeharven, seet saavel fra Siden som ovenfra, vil man lettelig forstaa dens Indretning og indse, at en saadan Labbeharv virker langt bedre end vore almindelige Harve med deres altfor korte og bene Tinder (Lægger). Den, der vil anvende et Par Heste for et saadant Redskab, bør gjøre det bredere og forsyne det med 5 eller 7 Labbejern, anbragt saaledes, at ethvert trækker sin egen Fure.
Ved nu at bruge denne Labbeharv i forskjellige Retninger paa Ageren og til saa stor Dybde, som Dyrene kan trække dem, og bestandig, som før bemærket med nogle Dages Mellemfrist (i hvilken Tid Ageren overfares med en almin-
