ret og et tilsvarende Antal af Landsthinget (Overhuset) blandt dettes egne Medlemmer valgte Dommere. I Sverige bestaar Rigsretten af et bestemt fastsat Antal af Rigets høieste Embedsmænd.
Man maa ikke tro, at det er af Uagtsomhed, at Folkets Repræsentanter udgjør det aldeles overveiende Element i Rigets høieste Domstol. Der blev nemlig paa Eidsvold fremsat Forslag om, at Rigsretten skulde bestaa af lige mange Medlemmer af Høiesteret og af Lagthinget; men Forslaget blev forkastet. Et noget lignende Forslag kom frem igjen for Storthinget i 1824 som et af de 14 bekjendte Forslag, der skulde omstøbe vor Grundlov. Ifølge dette skulde Rigsretten bestaa af 9 Lagthingsmedlemmer og af 9 af de høiest stillede Embedsmænd, af hvilke flere endogsaa var af dem, der af Kongen kan afskediges uden Lov og Dom. Justitiarius i Høiesteret skulde være selvskreven Præsident og skulde ikke kunne udskydes; ellers skuulde indtil en Trediedel uden nogen angiven Grund kunne udskydes. Se, en saadan Ordning af Rigsretten vilde have været i Samklang med den Tids Opfatning og stemmede netop med Ligevægtslæren, som Karl Johan saa varmt anbefalede.
Men hvad mente Lovgiverne i 1824. Vi skal høre. „Det maa bemærkes“, heder det, „at Hensynet til de fornødne Kundskaber kun udgjøre een, men ingenlunde det eneste eller vigtigste Punkt, der retteligen i denne Sag bør iagttages. I Grundlovens § 86 synes man at være udgaaet fra den Hovedgrundsætning, at Nationalrepræsentationen burde tillægges en forholdsmæssig og saa betydelig Adgang til Deltagelse i Rigsrettens Forretninger, at selv i det Tilfælde, at den Tiltalte mod Lagthingets Medlemmer benytter sig, saavidt tilladt er, af Retten at forskyde, vilde det overblevne Tal endda kunne beholde en vigtig Indflydelse paa Sagens Afgjørelse. Den Grundsætning vilde, som det synes, ei tilbørligen iagttages, saafremt Forslaget antages.“
Her har Mændene fra 1824 klart udtalt, at det var den Retsopfatning, som var raadende hos Folket, og som blev baaren frem af Nationens Repræsentanter, man altid vilde sikre den brede Plads i Rigets høieste Ret. Folkets Stemme burde være den afgjørende, og Lovgiverne i 1824 var sig vel bevidste, at det ikke alene var i Ordningen af Rigsretten, at Folkets Suverænitet var erkjendt, men at denne Ordning sluttede sig til Grundlovens øvrige Bestemmelser om Folkets Myndighed. „Den Bestemmelse“, heder del, „som Grundloven indeholder angaaende Lagthingets Deltagelse i Rigsrettens Forretninger, synes at udgjøre et saa væsentligt Led i den Kjede af Grundsætninger, der danne vor Forfatning, at en
