Side:Folkeeventyr (1852).djvu/87

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


Selv klædte han sig ud som en Sømand, - om Troldkongen havde lært ham det, eller det var hans eget Paafund, skal jeg lade være usagt - og gik op i en ussel Hytte til en gammel Kjærring, som han indbildte, at han var en Stakkels Matros, han havde været paa et stort Skib, der var forliist, og at han var den Eneste, som var bleven reddet; og saa bad han, om hun ikke vilde laane ham Huus for sig og de Ting, han havde bjerget. "Gud bedre mig, " sagde Konen; "jeg kan nok ikke lade Nogen faae Huus, I seer hvorledes det seer ud her; jeg har ikke Noget at ligge paa selv, og endnu mindre Noget at lade Andre ligge paa." Ja det var det Samme, sagde Sømanden, naar han bare fik Tag over Hovedet saa fik det være det Samme, hvorledes han laa; Huus kunde hun da ikke negte ham, naar han vilde tage tiltakke, saaledes som hun havde det. Om Aftenen flyttede han ind sine Sager, og strax begyndte da Kjærringen, som gjerne vilde vide Nyt at rende med, at spørge, hvad han var for En, hvor han var fra, hvor han havde været henne, hvor han skulde hen, hvad det var han havde med sig, hvad ærend han reiste i, og om han ikke havde hørt noget til de tolv Prindsesser, som vare blevne borte for mange Herrens Aar siden, og endda meget Andet, som det blev for seent at fortælle. Men han sagde, at han var saa daarlig og havde saa ondt i Hovedet af det forskrækkelige Veir, der havde været, at han ikke vidste Rede paa nogen Ting. Hun maatte endelig lade ham have Ro i nogle Dage til han var kommen sig efter det svære Arbeide, han havde havt i Uveiret, saa skulde hun faae vide Alt, hvad hun vilde. Dagen efter begyndte Kjærringen igjen at spørge