Side:Folkeeventyr (1852).djvu/82

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


Stol og lyskede hvert sit Hoved. Kongesønnen vinkede til Prindsesserne, at de skulde flytte sig af Veien; de pegede paa Troldet og vinkede igjen til ham, at han skulde gaae sin Vei og skynde sig bort, men han blev ved at gjøre Miner til dem at de skulde flytte sig af Veien, og saa forstode de da, at han vilde befrie dem og flyttede sig sagte bort, den Ene efter den Anden, og ligesaa fort hug han Hovederne af Troldkongen, saaat Blodet tilsidst strømmede som en stor Bæk. Da Troldet var dræbt, roede han ombord igjen og skjulte Sværdet; han syntes nu, at han havde gjort nok, og da han ikke kunde raade med at faae Liget bort, saa vilde han, at de øvrige ogsaa skulde hjælpe lidt til. Han vækkede dem derfor og sagde, at det var Skam, at de skulde ligge og sove, medens han havde fundet Prindsesserne og frelst dem fra Troldet. De øvrige loe kun ad ham og sagde, at han nok havde sovet ligesaagodt som de og vel det, og drømt at han var slig en Karl; dersom Nogen skulde frelst Prindsesserne, da var det meget rimeligere, at En af dem havde gjort det. Men den yngste Kongesøn beskrev hvorledes Alt var gaaet til, og da de fulgte med i Land, og de først fik see Blodbækken, og saa Slottet og Troldet, og de tolv Hoveder, og Prindsesserne, da saae de nok, at han havde sagt sandt, og nu hjalp de til med at kaste Hovederne og hele Kroppen i Søen. Alle vare de nu glade og fornøiede; men Ingen var gladere end Prindsesserne, som slap at sidde og lyske Troldet hele Dagen. Af alt det Guld og Sølv og de kostbare Ting, som var der, tog de med sig Saameget som Skibet kunde bære, og saa gik de ombord allesammen - baade Prindserne og Prindsesserne. Men