drøit og gik endelig hjem. Da hun fik see at Koen hang saa stygt til, gik hun bort og hug Rebet af med Ljaen; i det samme faldt Manden ned igjennem Peispiben, og da Kjærringen kom ind, stod han paa Hovedet i Grødgryden.
Der var engang en Kone, som havde en eneste Søn, og han var ikke længer end en Tommelfinger, derfor kaldte de ham ogsaa Tommeliden. Da han var kommen til Skjælds Aar og Alder sagde Moderen til ham at han skulde ud at frie, for nu syntes hun det var paa Tide, at han begyndte at tænke paa at gifte sig. Da Tommeliden hørte det, blev han meget glad. De fik da Kjøregreierne i Stand og reiste afsted, og Moderen satte ham paa Fanget. Saa skulde de reise til en Kongsgaard, hvor der var saadan en forskrækkelig stor Prindsesse; men da de vare komne et Stykke paa Veien, blev Tommeliden borte. Hun ledte længe efter ham og raabte paa ham og græd fordi han var borte,
og hun ikke kunde finde ham igjen. "Pip, pip!" sagde Tommeliden; han havde gjemt sig i Manen paa Hesten. Saa kom han frem, og da maatte han love Moderen, at han ikke skulde gjøre det oftere. Da de havde kjørt et Stykke til, saa var Tommeliden
