der,men det var endda værre at være i Huus med Dronningen, og saa lovede hun Studen, at hun skulde komme.
Om Kvælden, da alle de Andre havde lagt sig, listede Kongsdatteren sig ned i Fjøset til Studen, og saa tog den hende paa Ryggen og foer af Gaarde det forteste, den kunde. Da nu Folkene kom op i Otten om Morgenen og skulde slagte Studen, var den væk, og da Kongen kom op og spurgte efter Datteren, var hun ogsaa borte. Han sendte Bud ud paa alle Kanter for at lede efter dem og lyste efter dem fra Kirkebakken, men der var Ingen, som havde seet Noget til dem. Imidlertid foer Studen gjennem mange Lande med Kongsdatteren paa Ryggen, og saa kom de til en stor Kobberskov, hvor baade Træer og Grene og Blade og Blomster og Alting var af Kobber.
Men førend de reiste ind i Skoven, sagde Studen til Kongsdatteren: "Naar vi nu kommer ind i Skoven, maa du tage dig vel i Agt, saa du ikke rører et Blad af den engang, ellers er det forbi baade med mig og med dig, for her boer et Trold med tre Hoveder, som eier den." Nei kors, hun skulde tage sig vel vare og ikke røre Noget. Hun var saa forsigtig og bøiede sig til Side for Grenene, og skjød dem bort med Hænderne, men det var saa trangskovet, at det næsten ikke var muligt at komme frem, og hvorledes hun end bar sig ad, kom hun ligevel til at rive af et Blad, som hun beholdt i Haanden sin.
"Au, au, hvad gjorde du nu?" sagde Studen, "nu gjælder det at slaaes paa Liv og Død; men gjem bare Bladet vel." Strax efter var de ved Enden af Skoven, og da kom der et
