snart faae vide, hvem af os der har stjaalet Smørret. Nu skal vi lægge os der bort i Solbakken: den som da er fedest i Enden, naar vi vaagne, han har stjaalet det." Ja, Bjørnen vilde gjerne gaae ind paa den Prøve, og da han vidste med sig selv, han ikke havde smagt Smørret engang, lagde han sig ganske trygt til at sove i Solen. Saa luskede Mikkel bort til Kvarteret efter et Smørgran, som sad igjen i en Spræk, og listede sig saa tilbage til Bjørnen og smurte ham i Enden med det; derpaa lagde han sig til at sove, som om Ingenting var hændt. Da nu Begge vaagnede, saa havde Solen smeltet Smørret, og saa blev Bjørnen den, som havde ædt Smørret alligevel, han.
Der var engang en Mand, som hed Gudbrand; han havde en Gaard som laa langt borte i en Aasli, og derfor kaldte de ham Gudbrand i Lien. Han og hans Kone levede saa vel sammen og vare saa godt forligte, at Alt Manden gjorde, syntes Konen var saa velgjort, at det aldrig kunde gjøres bedre; hvorledes han bar sig ad, var hun lige glad i det. De eiede sin Jordvei, og hundrede Daler havde de liggende paa Kistebunden og i Fjøset to klavebundne Kreature. Men saa sagde Konen en Dag til Gudbrand: "Jeg synes, vi bør lede den ene Ko til Byen og sælge den, jeg, saa vi kan faae os nogle Haandskillinger;
