Burns? . . . Første gang jeg saa den, var en gnistrende solmorgen i Floridastrædet. Heten jog os ut av kahytten og morgenglansen vugget henover den blaa sjø. Alt var blaat i blaat. Vi saa i det fjerne palmelundene ind til Floridas vældige sumpskoge.
Og midt op i dette blaa glitter kom flyvefiskene frem. De sprat op som sølvlysende straaler av det store blaa skjød, de strakte ut sine vinger, de skjøt fremover i smaa bølgende bevægelser og nød solen og skjønheten i nogen herlige sekunder. Saa gled de under igjen. Havet og luften var deres elementer. De sorterte ikke under nogen enkelt av de store herskere, men gik sine veier som de vilde . . . Ja flyvefisken, Burns, det er tidens ide, det er verdensfuglen og verdensfisken, som svinger ind paa de vældige avgjørelsers valplads.
Dvergen stanset anpusten. Han kastet et hurtig blik paa Fjeld, der saa meget aandsfraværende ut. Det var en eller anden ide, som arbeidet i hans hjerne. Og en dyp bekymring stod at læse i de haarde træk . . .
—Hvad er det Fjeld? spurte dvergen i en lav tone. Er der nogen fare paafærde?
Den norske læge svarte ikke det første minut. Det var likesom han veiret efter et eller andet, som i uklare omrids formet sig i hans tanke.
—Cigaren, mumlet han, cigaren — — —
—Hvad er det med cigaren? spurte Burns. Tænker du paa den, som laa og oste efter Asev?
Da rettet pludselig Fjeld sig op. Hans øine lyste.
—Det var ingen cigar, sa han ophidset.
—Hvad mener du? skrek dvergen.
