—Er De russer? spurte han.
—Som De behager, hr. statsraad, svarte Asev paa svensk. Russer, finlænder eller polak. Jeg beklager, at vi maa blande os op i disse saker, og det smerter mig personlig at maatte stille herrerne dette noget vanskelige valg. Rusland ønsker ikke at overrumples av et vaaben, som kan være farlig, naar avgjørelsen kommer. Sælg os opfindelsen, ellers er jeg nødt til at ødelægge den!
Erko hadde langsomt faat fatningen tilbake. Hans brune øine fløi hit og dit, som om de søkte efter hjælp.
—De glemmer, sa statsraaden hurtig, at De er i vor magt, og at vi gjør Rusland ansvarlig for Deres indbrud paa fremmed mands eiendom og for de ødelæggelser, De maatte volde.
Russeren trak paa skuldrene.
—De vil hurtig indrømme, at Deres trusel ikke har nogen særlig værdi, sa han rolig og betragtet med interesse de to kobbertraade i sin haand. For det første er det jo ikke godt at vite, om der idetheletat kommer nogen levende fra denne eksplosion. Den er ikke stor, den lille maskine, som jeg har gravet ned under væggen derborte. Men eksplosionssttoffet er av god kvalitet.—Jeg har tillat mig at bruke »Ekko« i den nye og forbedrede form fra Nitedals krudtfabrik. Det har i sandhet en forbausende intensitet. Jeg mindes engang, at . . .
—Vi agter ikke at høre paa Deres talemaater, hr. spion, avbrøt Erko ham. La os høre Deres betingelser.
Asev vendte sig hurtig om. Det syntes, som om dvergens pludselige ro gjorde ham mistænksom. Han
