den sin vældige krop . . . Hør . . . de tunge mammuttrin paa Skandinaviens jordbund! Det er den slaviske forbandelse, som vælter mot nord. Den æter sig fremover trin for trin, den arbeider sig ind i et lovredent og forbudsslitt land med løfter om frihet og atter frihet, den er Skandinaviens skjæbne i de aar, som kommer . . . Og ve over det folk, som sover, naar tiden er inde . . . Ve over den mand eller kvinde, som synger selvopgivelsens opsang for et fattig folk . . . Aa, Finland, Finland . . . Blodet fra Silkajokis, Lappos og Revolaks marker damper endnu som en solnedgang over din frihet . . . Suomis sang klinger ikke mere. Herskeren staar over os, og hans hænder er knyttet om svøpeskaftet . . .
Hans stemme svandt til en hvisken. Dødskampen slet allerde i det skrøpelige legeme. Der gik nogen minutter.
Saa reiste Erko sig pludselig. Hans øine var vidtaapne som en profets, der ser ind i det ukjendtes verden . . .
—Venner, ropte han med høi og klar stemme, der er fienden. Væbn eder mot ham. Vogt eder for Rusland! . . .
Det blev Ilmari Erkos sidste ord, han sank tilbake med et suk. Langsomt og med et mildt og vemodig smil paa læben gled han atter ind i sin egen verden,—den skjønne, evige drøm, som heter døden.
