sat overfor hende og krummet sine hænder efter et eller andet fjernt bytte.
Men Redpath fortsatte sin tankegang.
Der er et underlig par, tænkte han. To mennesker har møtt hinanden, i hvem den samme uroens ild brænder. Det skulde ikke undre mig, om disse to eiendommelige isolerte menneskesjæle elsker hinanden. Og de vet det kanske ikke selv . . . Jeg skulde ønske, at jeg selv hadde truffet en slik kvinde, mumlet han videre og lukket øinene. Da hadde min foragt for menneskene været mindre. Hun er det jeg altid har længtet efter: en frygtløs og modig kvinde med varme og rike følelser, en trofast og hengiven sjæl, som kan elske uten bitanker, som kan ofre sig og lide og dø uten en klage . . . Hun er martyriets aand . . .
Mr. Redpath fik ikke tid til at fortsætte sin interessante tankegang. Automobilen stanset med et ryk. Og Fjeld var sprunget ut.
Der laa Gravesend foran dem.
Det var en blek og kjølig aften. Havet gynget i langelige dønninger og speilet den sidste taakede rest av den synkende sol.
Fjeld gav sig ikke tid til at vente paa sine ledsagere. Han sprang nedover volden til den lille dok, som laa tæt indenfor moloen.
Alt saa stille og fredelig ut. Der gik nogen politimænd og patruljerte frem og tilbake utenfor den vel tillaaste hovedindgang.
Var Asev endnu ikke kommet?
—Har De endnu intet mistænkelig seet? spurte Fjeld anpusten.
