av de mangler, som klæbet ved hendes toilette. Hendes blaa, uttrysfulde øine skinnet som i feber. Og John Redpath opdaget pludselig i et hastig sideblink, at denne merkelige unge dame med de uregelmæssige træk var ganske paafaldende betagende i sine alvorlige blaaøiede energi.
Fjeld sat like overfor dem. Haandjernene klirret endnu fra hans venstre haand. Han hadde ikke git sig tid at befri sig fra resterne. Ogsaa han bar tydelige spor av pakkassens støv og smuds. Hans haandled var blodig, en spiker hadde flænget hans ansigt.
John Redpath gjorde uvilkaarlig den reflektion, at den brave norske læge i sin nuværende forfatning vilde ha skræmt nogen hver. Der var et uttryk i hans øine, som var farlig at se paa. Deres ellers saa klare og rolige glans var forsvundet. Den blaa farve i dem druknet i en rødlig blodglans, som bredte sig ut fra øienkrokene. Han sa ikke et ord. Han sat der med sammenknebne læber og tæt rynkede bryn. Og de brede hænder med de sterke knoker, hvorover der fløt en liten blodstrøm, skalv ganske let.
Politichefen lænet sig fremover.
—Fortæl, hvorledes det er gaat til, sa han.
Han kunde like saa godt ha talt til en væg. Fjeld saa distræt forbi ham. Han lyttet kun til den svære maskines hastige aandedræt. Og alle hans tanker samlet sig om dette ene: Kommer vi tidsnok? Kommer vi tidsnok?
Og lille Bergljot hadde heller ikke noget at si. Hun fulgte de vekslende nuancer i Fjelds likbleke ansigt, og hendes hænder knyttet sig uvilkaarlig. Nu levet
