saa pludselig Bergljots lille skikkelse henstrakt paa gulvet ved siden av sig.
En svak rødme viste, at denne opdagelse virket betydelig mere paa ham end russerens gjentagne spark. Der kom to bekymrede rynker frem paa den høie pande og hans læber pressedes sammen.
—Nu, skrek Asev, forstaar du, at jeg har kvælertaket paa dig? Har du nogen bønner at be, saa skynd dig. For du skal dø her for min haand forstaar du? . . . Men kvinden der ved din side, hun skal leve, og forstaar du hvorfor? Aha! Nu ser jeg, at der begynder at gaa et lys op for dig . . .
Nordmanden hadde atter lukket øinene som for at skjule det raseri, som kokte i ham. Hans ansigt var blodrødt.
—Ser du denne strikke, fortsatte Asev og tok op et tyndt grønt silkebaand. Det er ganske enkle greier. Jeg hadde tænkt at snøre den om din hals ved hjælp av et litet træstykke, som jeg dreier langsomt rundt. Det skal være en behagelig maate at dræpe en mand paa, hvem man ikke ønsker en altfor makelig død. Man kvæles langsomt, meget langsomt, og man faar forholdsvis god tid til at begraate sit livs mange dumheter.
—De er en mand av mange ord, Asev, sa Fjeld paa fransk. Dere russere har en svakhet for de lange ræsonnementer. Men vil De ikke, før De gaar over til alvorligere ting, presentere mig for den dame, som De er i selskap med.
Asev vilde gi et hidsig og avvisende svar, men russerinden skjøv ham langsomt tilside.
—Jeg er Anna Speranski, sa hun. Og De er dr.
