hadde en følelse av at leve midt oppe i en verdensstorm. Nu er det storm hver dag,—hver time paa dagen . . . Og hvem skylder jeg alt dette? Det er mig, som staar i skyld til Dem for mit livs bedste minde, Jeg skal aldrig glemme Dem det . . . Og selv om jeg skulde dø i denne time, skulde min sidste bøn til Vorherre være en tak, fordi han sendte Dem paa min vei. Forstaar De mig? Det er Dem, som er mit livs store oplevelse.
Fjeld reiste sig og snudde sig bort. Han strøk med haanden over øinene som en, der vil jage væk en haard fristelse; saa vendte han sig til den unge pike med et smil.
—For at vise Dem, at jeg ikke er saa meget værd, som De sier, sa han hurtig, vil jeg ta imot Deres tilbud og sove en times tid. Men De maa love at vække mig straks, der viser sig et skib paa glasplaten der, eller De hører et skud.
—Det lovet jeg Dem, sa hun og kravlet op paa hans plads. Han reiste sig møisommelig, strak sine mødige lemmer og steg langsomt ned den lille trappe.
—Godnat, sa hun smilende og rakte ham sin runde, hvite haand.
Han tok den og i en pludselig indskydelse kysset han den varmt.
—Det er en trofast og god kvindes haand, mumlet han hæst. Den vil en dag gjøre en mand til den lykkeligste paa jorden.
Saa slap han haanden, som om den brændte ham, og ravet ned i rummet, hvor han kastet sig paa en bænk og sovnet hurtig ind . . .
