dam var han allerede bleven behandlet haanlig af Sigbrits raa Broder og Søster. At Christiern II vilde gribe til ligefrem Vold imod sin gamle tro Tjener, kan ikke forundre. Han forlangte Bistand af Amsterdams Øvrighed til at gribe Erik, men fik Afslag.[1] Kongen fnysede af vrede og reiste nu Beskyldninger mod Erik om, at han skulde have plyndret Domkirkens Skatte, ligesom han i en senere Samtale forlangte, at Erkebiskoppen skulde forpligte sig til ikke at søge Ret andensteds end i Danmark, det vil sige fremfor alt ikke i Rom. Heri kunde Erik naturligvis ikke indvilge. De engang saa nær forbundne Herrer skiltes altsaa, idet Kongen drog hjem til Danmark. Men hans Beskyldninger mod Erik for Forgribelse paa Domkirkens Eiendom bleve paa det grundigste gjendrevne. Kannikerne i Throndhjem afgave Erklæring om, at de Klenodier, som Kirken eiede, da „Kongen sendte dem Erik Walkendorf til Formand,“ vare i bedste Behold, ja endog forbedrede og forøgede. Paa Erkebispegaarden savnedes Intet, til Domkirkens Bygning var der leveret Penge, og Capitlets Medlemmer havde ikke vidst andet, end at Erik, da han drog bort, havde til Hensigt at reise til Danmark.[2] Paa lignende Maade udtalte sig Hr. Nils Henrikssøn paa Østraat (i en endnu utrykt Skrivelse). Dette er saameget mere at lægge Mærke til, som der senere oplystes, at der havde været nogen Misforstaaelse tilstede mellem Erkebispen og Hr. Nils, foranlediget ved en af den førstes Tjenere.[3]
En Tid opholdt nu Erik sig i Bispestaden Utrecht. Herfra skrev han (28 August 1521) til det danske Rigsraad og klagede sin Nød, men da dette ikke førte til noget, besluttede han sig endelig til at drage til Rom. Han laante Penge til Reisen og pantsatte nogle af sine medbragte Eiendele, opsatte nogle testamentariske Bestemmelser og drog saa afsted henimod Midten af November. Den 2 Februar
- ↑ En hidtil ikke paaagtet, og idetmindste delvis urigtig Fortælling herom findes i Stegmanns Hanseatische Chronik (Scr. rerr. Prussicarum V. 520.) Her hedder det: „Anno 1521 sendte Kongen Bud til Erkebispen af Throndhjem, at han skulde komme til ham, men han blev hemmelig advaret og undveg til Amsterdam. Da Kongen fik dette at vide, forklædte han sig selv sjette i Kjøbmandsklæder og kom til Amsterdam til Erkebispens Herberg som en ubekjendt Kjøbmand. Til stor Lykke var Erkebispen ikke tilstede og fik Leilighed til at søge Beskyttelse hos Geistligheden, saa at Kongen ikke fik fut paa ham.“
- ↑ Dipl. Norv. IV. No. 1080.
- ↑ Dipl. Norv. VII. pag. 657.
