Side:Festskrift udgivet i Anledning af Trondhjems 900 Aars Jubilæum 1897.djvu/272

Egenskab af Herre over Bornholm, har havt under sig en Art Adel, der kaldtes „St. Olafs, den hellige Kirkes og vore frie Mænd“, og vare forlenede med Gaarde af Erkesædets Gods. Man har Besked om Breve, hvorved han forundte disse sine „Frimænd“ og deres ægte Børn „til evig Tid Skjold og Hjelm“, det vil sige nobiliterede dem. Kun Skade, at vi ikke vide, om han er den første Erkebiskop, der har gjort dette, eller om det var et Institut, han har arvet efter sine Forgjængere.^[1] Sin Adkomst til en saadan Rettighed maa han vel have søgt i den i „Sættargerden“, der jo igjen var gjeldende Lov siden 1458, indrømmede Ret til at holde hundrede Frimænd. De fleste af disse havde Navn af Sædesvende og vare som senere skal omtales skattefrie for sin egen og flere andre Personer.

De Ydelser, som Kongen fordrede af Erkebispen, vare vistnok svære, men havde været overkommelige. Men samtidig havde andre og værre Omstændigheder heredet Erik Walkendorff de største Vanskeligheder, Prøvelser og Ulykker. Han fik at føle, hvad det var for en Herre, han saa længe havde tjent.

Christiern den andens lave og feige Sjæl, hvem intet Forsvar er istand til at redde fra en streng Dom, gav sig særlig tilkjende i en Tilbøielighed til at drage slette og lurvede Mennesker frem og unde dem Indflydelse. Fornemmelig var han paa en sælsom Maade behersket af „Sigbrit Moder“, hvis Magt snarere steg, end formindskedes efter Datterens Død. Hun forstod at bringe sine Tilhængere op og det ogsaa i det hende fra gammel Tid af velbekjendte Norge. En af de værste af hendes derværende Venner var Magister Hans Mule fra Fyen, der gjordes til Befalingsmand paa Akershuus og snart kastede sine Øine paa Oslo Bispestol.

Efter Datterens Død vendte Sigbrits Harme sig særlig mod Erik Walkendorf, ham, hvem senere, som vi have hørt, det uvederheftige Folkesnak siden beskyldte for at have indledet Dyvekes Forhold til Kongen. Hun tillagde Erik Skylden for Dyvekes Død. Selvfølgelig har hun ikke mistænkt Erkebispen for at have været Giftblander eller at have efterstræbt Dyvekes Liv. Men hun vidste, at Erik i Nederlandene

1. Alt, hvad herom vides, har jeg samlet i min Afhandling om Erkestolens Sædesvende og Frimænd. Norsk hist. Tidsskr. 3 R. I, 1–27 fgg.