dette havde senere, som bekjendt, den ulykkelige Feige, at Kirkens Eiendomme ved Reformationen betragtedes som en Del af Erkestolens og i Forening med dennes Gods inddroges under Kronen. Mange andre Planer optoge ogsaa hans Sind, saasom Udnyttelsen af Norges metalliske Rigdomme og Gjenoptagelsen af Farten paa Grønland, men ved disse hans Forsætter skulle vi her ikke nærmere dvæle.
Bogtrykkerkunsten var nu et halvt Aarhundrede gammel, men endnu ikke udøvet for norske Formaal, endsige bragt i Udøvelse i vort Land. Erik er den første, som omend gjennem fremmede Presser, lod Bøger trykke til særlig norsk Brug. Metropolitankirkerne og andre Domkirker havde andensteds, tildels ogsaa i Norden, ladet trykke Breviarier og Missaler, men for Norge var saadant endnu ikke skeet. Erik foranstaltede nu saadanne Bøger trykte for sin Kirkeprovinds, og til disse Arbeider benyttede han to af sine Kanniker, der begge siden bleve bekjendte nok i de følgende Aars Begivenheder. Breviariet besørgedes nemlig af Hans Reff, en dansk Mand, der havde været i Dronning Christines Tjeneste og siden, senest 1515 var bleven Eriks Secretær og Medlem af Domcapitlet i Nidaros;[1] det udkom i Octav i Paris 1519. Missalet udkom i Kjøbenhavn i Folio samme Aar. Med dette havde den Mand syslet, der siden skulde blive Eriks Eftermand, Mag. Olaf Engelbrektssøn. Bøgerne skulde benyttes over det hele Norge, og i Fortalen til Missalet loves dets Kjøbere 40 Dages Aflad, en Bevilgning, som enhver Biskop havde Ret til at meddele. Men foruden disse Bøger,[2] der virkelig saa Lyset, og som naturligvis ere vigtige Kilder til vor Liturgis Historie, paatænkte Erik gjennem Hans Reff at udgive adskillige andre religiøse Bøger,[3] hvilket dog hindredes ved de følgende Aars Hændelser.
I Aaret 1517 var den mere end almindeligt frække Afladsagent og Industriridder, Johan Angelus Arcimboldus, kommen til Danmark som Leo X’s legatus a latere for at indsamle Penge til Peterskirkens Bygning, en værdig Collega af Tezel, der samtidig hjemsøgte Tydsk-
