klare sig selv. I de to Aar, Thronen stod ledig, kom naturligvis Gaute til at spille en fremskudt Rolle ifølge sin høie Stilling. Han optraadte som Rigsvicarius ved et norsk Raadsmøde i Bergen 1481. I de i 1482 indledede Forhandlinger med Sverige nævnes han ikke, og kort efter optræder i samme Aar Hr. Jon Smør som Rigsforstander, og denne samt Gaute fortsætte nu de svenske Underhandlinger, ligesom Baahus, der var i en dansk Mands Hænder, beleires. Men Hr. Sten Sture, havde som sagt, mere end nok at gjøre med sine egne og Sveriges Anliggender, fra ham var altsaa ingen Bistand at faa, og ved egne Kræfter kunde Norge Intet udrette. Det endte altsaa med, at Hans i Halmstad, hvor Erkebiskoppen var nærværende, valgtes til Danmarks og Norges Konge 1 Febr. 1483. Han kronedes som saadan først i Danmark og derefter i Throndhjem, selvfølgelig af Gaute, den 20 Juli 1483.
I Sommeren 1486 kom Hans atter med en stor Udrustning til Norge, hvor der ikke var ganske roligt. Han paatalte i Bergen sin Ret til Tromsø Kirke, som var et af de fjorten kongelige Capeller, men i længere Tid havde været inddragen under Erkebispens Styrelse, og fik den erkjendt.[1] Til dette Mode i Bergen havde ogsaa fremmødt Udsendinge fra Midsyssel (nu Mandals Fogderi) paa Agdesiden, hvor der herskede stor Misfornøielse med Geistligheden i Henseende til dens Fordringer paa Betaling for visse Forretninger. Erkebiskoppen bragte Forlig tilveie.[2]
Tre Aar senere, 1489, var Gaute med mange andre norske Rigsraader o. s. v. i Kjøbenhavn i Anledning af Kongesønnen Christierns Anerkjendelse som norsk Thronfølger, hvilken fandt Sted 25 Juli.[3] Ved denne Leilighed blev ogsaa under Gautes og andres Mægling et Forlig afsluttet mellem de to gamle Uvenner Hr. Henrik Krummedike og Hr. Alf Knutssøn.[4]
I 1498 holdtes ved Kongens Tilstedeværelse paa Baahus et norsk Rigsraadsmøde. Af Forhandlingerne her vedkommer os nærmest, at Kastelle Kloster paany erkjendtes som Erkestolen tilhørende. Det op-
