at han skulde fordømme Baselerforsamlingen.[1] Nu efter at denne var opløst og en stærk Reaction til Fordel for Pavedømmet indtraadt, var det vel ei tvivlsomt, at Rom var det rette Sted, men efter saa lang Tids Forløb, vilde der sikkert opstaa mange Vanskeligheder – især Pengefordringer –, inden Forholdet kunde bringes i Orden.
I ethvert Fald var fra Nidaros af neppe noget Skridt gjort i denne Retning, da Kong Christiern I i Juli Maaned 1450 kom til Byen for at blive kronet. Han medbragte en Æventyrer af den allerværste Sort, Marcellus, en forløben Franciscaner, sandsynligvis en Tydsker. Denne Mand havde i Rom opnaaet Provision og Indvielse som Biskop af Skaalholt, Fuldmagt som Generalcollector af samtlige Indtægter i Norden o. s. v. og anmassede sig derhos selv Titel af Legat. Han var en slu og som Cancellist vistnok brugbar Mand, og han havde forstaaet at indynde sig hos den for saadanne Personer let tilgjængelige Christiern. Denne elendige Mand vovede at fæste sine Øine paa den ledige Erkestol.
Kong Christiern, der lod sig krone (maaske af Marcellus, som i det mindste ved denne Leilighed nævnes først blandt alle tilstedeværende Rigsraader) protesterede mod Olaf Throndssøns Valg. Han paastod, at han havde Ret til at „præsentere“ Biskopper i Norge, og ankede over, at man ikke for Valget havde indhentet hans Samtykke. Efterat de tilstedeværende norske Biskopper, deriblandt Marcellus selv, havde ageret Voldgiftsmænd mellem Kongen og Capitlet, maatte dette naturligvis falde til Fode. Der blev nemlig dømt saaledes, at Kongedømmets Samtykke var nødvendigt, at Olafs Valg „for Tiden“ ikke var stemmende med Rigets Bedste, ja at der var Omstændigheder ved Valget, „som man for den geistlige Stands Æres Skyld vilde fortie“.
Nu var det næste Skridt, at „Legaten“ Marcellus (om hvem Kongen ikke vidste, at endog hans Fuldmagt som Collector var tilbagekaldt) skulde gjøres til den norske Kirkes Primas. Marcellus, der slog om sig med sin store Indflydelse i Rom, kunde allerede i August kalde sig „Archipostulatus“, og Capitlet er formodentlig blevet tvunget til at postulere ham. Han sendtes nu til Rom i Kongens Ærinde, men Christiern forbeholdt sig dog at udsee en ny candidat til Erkestolen,
- ↑ Reuterdahl. D. sv. K. Hist. III, 2. S. 29.
